SPD‘s generalsekretær vil have Nord Stream 2 i brug

Nord Stream 2 Foto: Samuel Bailey

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Den russiske gasrørledning Nord Stream 2 splitter den nye tyske regering. Udenrigsminister Annalena Baerbock er indædt modstander af projektet, men nu vil SPD have „politisk“ fred. Og SPD‘s nye generalsekretær Kevin Kühnert tager klar stilling.

I et interview til Reuters har han udtalt, at projektet har været længe undervejs, og alle betænkeligheder er blevet afvejet. Han pegede på, at det er juridiske forhold og manglende ibrugtagningstilladelser, som indtil videre har forsinket projektet, og på et eller andet tidspunkt må det udmøntes i en juridisk og politisk fred.

Dermed er SPD‘s generalsekretær på linje med kansler Olaf Scholz (SPD), som også går ind for en for en snarlig ibrugtagning. Kühnert tilføjede, at flertallet af tyskerne ønsker, at NS II kommer i drift snarest muligt.

Kühnert ser ingen indrømmelse over for Putin. Med ibrugtagningen har den tyske regering ikke forholdt sig til russisk udenrigspolitik. Han mener, at man skal finde en løsning i forhold til Rusland ad diplomatisk vej i stedet for at stoppe gasprojektet.

Modsat har udenrigsminister Baerbock (De Grønne) udtalt, at Nord Stream 2 skal blokeres indtil videre, og hendes partifælle og klimaminister Robert Habeck har kaldt NS II en geopolitisk fejltagelse, og han mener, at projektet bør stilles i bero i tilfælde af en konflikt med Rusland.

Striden mellem SPD og De Grønne har ulmet et stykke tid, og flere SPD-folk har slået på, at det er kansleren, der bør lægge den udenrigspolitiske kurs og ikke udenrigsministeren.

Ifølge „Bild“ er der lagt op til et møde mellem Putin og Scholz i slutningen af januar, men det er ikke endegyldigt bekræftet.

Share This