SPD under 25 procent – fortsat nedtur for Schulz
Seneste meningsmåling fra INSA sender SPD ned på 23 procent, og for første gang er partiet nede under de 25,7 procent, som partiet opnåede ved valget i 2013
Af Michael Skovgaard
Tyskland: SPD’s nedtur ser således ud til at fortsætte, alt imens CDU er ved at æde sig tilbage til de godt 41 procent, som partiet fik i 2013. Merkels parti ligger nogenlunde stabilt omkring 38-39 procent. Der er dog stadig et godt stykke vej op til de 43 procent, som Merkel kunne mønstre i efteråret 2015.
De fire mindre partier De Grønne, FDP, Die Linke og AfD ligger alle på omkring 8-10 procent. Højdespringeren er FDP, som ser ud til at komme ind i Forbundsdagen igen, og De Grønne ser ud til at have afværget en faretruende kurs mod spærregrænsen på 5 procent.
Der har været mange gisninger om mulige regeringsdannelser efter valget i september. Under Schulz-opturen tidligere på året proklamerede SPD’s kanslerkandidat, at en rød-rød-grøn R2G-regering var en oplagt mulighed, såfremt der var flertal for en sådan. Det flertal ser ud til at fortone sig helt og aldeles i takt med SPD’s nedtur.
CDU/CSU og FDP er ved at nærme sig de 50 procent eller mere tilsammen – det blev faktisk udfaldet af delstatsvalget i NRW, hvor de to partier er i gang med at drøfte et muligt regeringssamarbejde.
Alt tyder således på endnu en ”groko” med CDU/CSU og SPD efter valget, eller en sort-gul konstellation med FDP og CDU/CSU i lighed med perioden 2009-2013.