Små beretninger fra Prag

Hradcany i Prag Foto: Wikipedia

Af Ulrik Hvid

Tjekkiet: Prag er en af Centraleuropas helt store turistmagneter. Den dystre, gotiske arkitektur, den historiske tyngde, den rige kultur, den centrale beliggenhed i Europa og – ikke mindst – den billige øl tiltrækker hver sommer horder af mennesker. Sidstnævnte kendetegn er for mange danskere den primære association til den tjekkiske hovedstad (at “drikke som en dansker” er et fast sprogligt udtryk i Prag). Og selvom min kæreste og jeg på vores tur til Prag kunne konstatere, at ja, øllene er gode, varierede og billige, vil jeg her fokusere på de ting, man kan opleve i løbet af dagen, inden man fylder sit blod med Urquell og Kozel – de ting som gør Prag til en særpræget og mindeværdig by. Flere af de steder, jeg beskriver, kan også findes i utallige guide-bøger. Men jeg vil tage udgangspunkt i min egen personlige oplevelse, som nysgerrig turist uden nogen stor forhåndsviden men med en sund interesse for historie og kultur og på den måde forhåbentlig inspirere og vejlede ligesindede, der overvejer at besøge byen. Du kan læse beretningen fra start til slut, eller du kan scrolle til de emner eller steder, du er interesseret i.

Lidt generelt

Prag er en af de mange europæiske byer, der lider under presset fra en overdreven turismeindustri. Vi begik naivt den fejl at besøge byen i juli, hvor centrale gader nærmest flyder over, og hvor et besøg til af de mange gotiske mesterværker kan føles mere som en tur i Disney-Land. Vi lærte altså på den hårde måde, at Prag helst skal opleves uden for den heftigste turistsæson (vejret skulle være mildt i foråret og efteråret). Men når det er sagt, kan jeg jo ikke påstå, at vores tur ikke bød på masser af fascinerende og lærerige oplevelser – kun at de mest mindeværdige af dem måske ikke var knyttet til de allerstørste turistfælder. Selv i juli kan Prag være en enormt behagelig by at være i. Tjekkerne er efter mit indtryk et venligt og gæstfrit folk, når man kommer ind på dem. Vi lejede et værelse i en lejlighed uden for centrum, som vi delte med en gammel dame og hendes teenage-barnebarn. Ingen af dem kunne et ord engelsk, men de var varme og venlige og gjorde sig stort umage for at hjælpe os og komme os imøde, trods sprogbarrieren. Mange af de tjekker vi mødte ude i Prag bekræftede dette indtryk. Dette til trods for en kølig facade, man ofte oplever i offentligheden. Kassedamer og skrankepaver skænker dig sjældent et smil, endsige et blik, og behagelig service er ikke en topprioritet. Dette skulle angiveligt være et levn fra sovjettiden, hvor man tjente nøjagtigt lige lidt uanset om man smilede til kunden eller ej.

Nationalmuseet Foto: Ota Tiefenböck

Den kommunistiske fortid sniger sig ind på mange uventede måder. Under en ellers hyggelig snak med vores lokale veninde Veronika, fortalte hun os det tjekkiske ord for “skål:” “na zdraví.”

Foto: Ota Tiefenböck

“Ah,ligesom på russisk” bemærkede vi naivt og så Veronikas smil forsvinde. “Nej, ikke som på russisk!” Mindet om det sovjetiske regime er grumt, og man nægter at blive sat i bås med det folk, der dengang besatte Tjekkiet -ligesom man altid vil rette en person, der kalder Tjekkiet for Østeuropa i stedet for Centraleuropa.

Ud over den tjekkiske øl fik vi også smagt på det lokale køkken. Et måltid på en god tjekkisk restaurant koster mere eller mindre, hvad der svarer til en pizza og en cola i København. Det valgte vi at udnytte, med stor succes. Knödel må dog nok siges at være en “acquired taste.” En skive franskbrød kogt op til en stor svampeagtig masse smager nøjagtig, som som du forestiller dig. Og så skal jeg lige nævne arkitekturen. Kan du lide at gå rundt i en by med hovedet tilbage og se på bygninger, den ene mere mærkelig og detaljeret end den næste, bliver det vist ikke meget bedre end Prag. Selv hvis man går helt uden om turistmastodonterne er der nok at se på, og det spænder fra kæmpe sirlige barokke bygninger over elegant art nouveau til et mærkeligt stalinistisk tv-tårn med sorte baby- skulpturer på ydersiden og en tre-etagers steampunk-bar bygget af metalskrot.

Karlsbroen

Foto: Ota Tiefenböck

Karlsbroen er sandsynligvis byens mest ikoniske varemærke og den mest populære turistattraktion. Dette skyldes måske, at broen som turistmål – i modsætning til fx muséer og kirker – er fuldstændig uforpligtende, eftersom den blot kræver af dig, at du tilbagelægger broens halve kilometer, før du kan tjekke Karlsbroen af din bucket-list. I kraft af broens popularitet bliver det desværre også (i hvert fald i højsæson) lidt af en tjans at få krydset den bro. Det er mildest talt svært at blive opslugt af middelalderatmosfæren, når man ikke kan se igennem sværmen af englændere, kinesere, danskere, karikaturtegnere, og gøglere, der forsøger at stå helt stille så længe som muligt (noget der her fremstår mere end almindeligt absurd, eftersom noget af det flotteste ved broen netop er de smukke sortnede statuer, som ingen gøgler vel kan konkurrere med?). Når det er sagt, er broen jo til alle tider imponerende at se på afstand, fx fra et af Prags skønne udsigtspunkter såsom Letna Park, og den er et ikonisk og mindeværdigt monument til Prags middelalder-storhedstid.

Prag slot

Ud over at være en attraktion i sig selv er Karlsbroen også et bindeled mellem attraktioner på hhv. den østlige og vestlige bred af Vltava-floden. En endagstur til Prag vil for de fleste indebære en gåtur fra det gamle bytorv i byens centrum, hvor rådhuset med det astronomiske ur ligger, via Karlsbroen, til Prag slot, der nok er Karlsbroens konkurrent til pladsen som mest populære turistattraktion. På den måde bliver Karlsbroen en del af en slags turistmotorvej, der gør det umuligt at fare vild på vej til slottet – bare følg strømmen. Prag slot er ikke et slot i helt almindelig forstand, men refererer til en lidt sporadisk samling bygninger omkranset af en høj mur, herunder det gamle kongelige palads. Den største og mest imponerende af disse bygninger er Sankt Vitus katedralen, en vanvittig smuk gotisk kirke, som jeg næsten ville sige var møveturen gennem turistmylderet værd. Prag Slot ligger på toppen af en høj bakke og kan ses fra hele byen. Det er svært at forestille sig, at Kafka, som har set slottet hver dag i stort set hele hans liv, ikke har haft det i tankerne, da han skrev sin egen roman, Slottet.

Kafka-museet

Kafka kunne åbenbart også tegne, lærte vi på museet. Foto: Ulrik Hvid

Vi havde vores betænkninger med Kafka-muséet. Biografiske muséer har tendens til at være intetsigende samlinger af genstande, som personen i fokus har rørt ved. Vi havde desuden frygtet, at muséet ville være mere souvenir-butik end egentligt museum, eftersom Kafkas navn overalt bruges som turisttrækplaster i Prag, ligesom H.C. Andersens bliver det i Odense. Men som de uforbederlige Kafka-fans, vi er, valgte vi at give stedet en chance alligevel. Vi blev på mange måder positivt overrasket. Selvom vi havde læst flere af hans bøger, vidste vi næsten ingenting om hans liv og personlighed, og derfor var det enormt spændende bl.a. at læse de mange breve til elskere, som han mistede, til sin far, som han havde et mildest talt kompliceret forhold til, og til arbejdsgivere på de kontorer hvor han sled sig ned i meningsløst arbejde. Der var masser af kunstinstallationer, der skulle udtrykke Kafkas kringlede sind, og det kunne godt blive lidt studentikost og meningsløst. Men det skyggede ikke for museets gode kvaliteter.

Peter og Poul-kirken

Et godt og overraskende alternativ, hvis man vil undgå kaosset i Sankt Vitus-kirken er Peter og Poul-kirken. Den ligger i den store hyggelige Vysehrad Park i det sydlige centrum. Medbring mad til en picnic eller tag som os en øl på en af parkens udendørs beværtninger. Efter en række brande og genopbygninger fremstår Peter og Poul-kirken i dag i moderne art nouveau stil, hvilket gør besøget til en ret syret oplevelse. I det tårnhøje rum er alle væggene malet med sirlige mønstre, klatrende planter, engle med flagrende hår, altsammen i spraglet gul og grøn, der står i stærk kontrast til Sankt Vitus-kirkens tunge mørke. Kirken er helt afgjort et besøg værd.