Slovakiet klager over kvotefordeling af flygtninge

Borgen i den slovakiske hovedstad Bratislava Foto: Ota Tiefenböck

Borgen i den slovakiske hovedstad Bratislava Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Slovakiet: Slovakiet indleverer nu klagen til Domstolen i Luxemburg om EU’s beslutning om at tvinge bestemte lande mod deres vilje til at gå ind i EU’s obligatoriske flygtningekvotesystem, skriver den slovakiske avis Pravda.

Slovakiet vil sandsynligvis få følge af Ungarn, hvor parlamentet for nylig gav regeringen grønt lys til at følge trop. Fico gjorde opmærksom på det slovakiske skridt lige før EU’s topmøde med Tyrkiet for nylig om netop flygtningespørgsmålet.

Fico erklærede, at han ser frem til et tæt samarbejde med den ny polske regering i denne sag, og at han vil drøfte emnet med den nye polske regeringschef, Beata Szydlo. Fico’s meddelelse overrasker ikke, for så vidt som han allerede den 23. september, dagen efter at EU-ministrene nedstemte Slovakiet og andre lande i spørgsmålet om ”tvangskvoter”, erklærede, at Slovakiet ikke vil rette sig efter afgørelsen og vil forfølge sagen retsligt i henhold til artikel 263.

Fico er klar over, at Slovakiet kan blive straffet, da EU vil rejse en ”infringement” procedure mod landet, men for ham er der tale om et principspørgsmål, da sådanne ”EU-diktater” ikke bør tillades.

Slovakiet har snart parlamentsvalg, og Fico’s beslutning skal også ses i det lys. Den hårde linje har indtil nu styrket ham at dømme efter meningsmålingerne.

Tjekkiet stemte imod de obligatoriske kvoter i EU, men regeringen i Prag har afholdt sig fra at rejse sagen ved Domstolen.

Share This