Slovakiet: Fico som præsident?

Bratislava

Borgen i den slovakiske hovedstad Bratislava Foto: Ota Tiefenböck

Den slovakiske premierminister, Robert Fico ser ud til at blive Slovakiets kommende præsident. Bliver Fico valgt, får slovakkerne med sikkerhed en langt mere politisk aktivistisk præsident end den nuværende Ivan Gasparovic.

 Analyse af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, Syddansk Universitet

Søren Riishøj_2Slovakiet: Den 15. marts går slovakkerne til præsidentvalg, hvor et rekordstort antal kandidater, 15 i alt, har meldt sig på banen. Får ingen af kandidaterne over halvdelen af stemmerne i første valgrunde, og det er der en stor sandsynlighed for, skal vælgerne igen til stemmeurnerne den 29. marts og vælge mellem de to med størst stemmetal.

Den ene af de to kandidater bliver helt givet den nuværende ministerpræsident Robert Fico, formanden for det socialdemokratiske parti Smer-SD. Efter meningsmålingerne at dømme står han til omkring 40 pct. af stemmerne. Skal han vælges i anden omgang må han skaffe sig flere vælgere og frem for alt være i stand til at appellere til konservative og kristeligt indstillede. Han har før prøvet at vinde et valg, men tabe regeringsmagten på grund af mangel på støttepartier, så den problematik er Fico på det rene med.

Hurtigt efter han i december måned erklærede at ville stille op ved valget, anlagde Fico da også en bred ”catch-all” profil og for eksempel fremhævede sin katolske barndom og samtidig erklærede at ville ”hæve sig over partipolitik”.

Robert Fico er lige nu den måske dygtigste og mest professionelle politiker i den gamle ”østblok”. Han er en fremragende taler og kommunikator og fremragende politisk strateg. Han er dog politisk kontroversiel, især blandt liberalt indstillede intellektuelle. Han har før samarbejdet med det højre-nationale parti SNS, dog uden at give det parti megen indflydelse på regeringens politik.

Ved sidste valg fik Smer-SD absolut flertal i parlamentet, men Fico har forvaltet flertallet uden at gribe til de udemokratiske metoder, sådan som det er sket i nabolandet Ungarn, hvor Viktor Orbán og Fidesz styrer med hård hånd. ”Det er svært at finde svagheder hos ham”, siger sociologen Martin Slosiarik fra ”Focus Research Agency”.

Oppositionen fremstår splittet, hvilket antallet af kandidater i sig selv indikerer. De konservative har således to kandidater og tre liberale har meldt sig på banen. Oppositionen slår på vælgernes frygt for, at magten i Slovakiet efter en sejr for Fico vil blive for koncentreret omkring ham selv og hans parti Smer-SD, der også har et absolut flertal i parlamentet. Derudover peger oppositionen på, at Robert Fico vil blive en alt for stærk præsident i et politisk system, hvor præsidenten på papiret ikke har de store beføjelser og henviser til Tjekkiet, hvor centrum-venstre kandidaten Milos Zeman vandt og efter valget har forsøgt at få indført et (semi)præsidentialt system. Der er ligeledes vælgere, der ikke accepterer Fico’s eget ønske om at opgive ministerpræsidentposten.

Det er ikke helt enkelt at forudsige, hvem blandt oppositionens kandidater der vil gå videre til anden valgrunde. Én mulighed er Milan Knazko, en populær skuespiller og veteran i kampen mod kommunismen. En anden mulighed er Andrej Kiska, der i 2005 solgte aktierne i sine virksomheder og oprettede ”Dobry andel”, et selskab for velgørenhed, der især hjælper kræftramte familier. Kiska er ikke kendt i den brede offentlighed, er uden politisk erfaring og appellerer til stort set de samme vælgergrupper som Milan Knazko. Han har dog ikke, som den nuværende præsident Ivan Gasparovic havde det i sin tid , et stort politisk parti i ryggen, og dette kan svække hans muligheder. Til gengæld er der blandt en del vælgere et ønske om at få en præsident uden for de politiske partier. I meningsmålinger i den tidlige fase valgkampen kom Andrej Kiska da også ind på den eftertragtede andenplads.

Bedre muligheder for at avancere til anden runde har måske Radoslav Prochazka, der ikke formelt er knyttet til et bestemt politisk parti. Det liberale Frihed og Retfærdighed (SaS) har valgt at trække sin egen kandidat Peter Ususku på grund af dårlige meningsmålingstal og peger i stedet på Prochazka. Det øger hans muligheder for at vinde andenpladsen.

Formanden for SaS, Richard Sulik, peger meget rigtigt på, at for at vinde må højrefløjen samle kræfterne i kampen mod Robert Fico. Det er dog yderst tvivlsomt, om det kan ske, da højrefløjen i Slovakiet ikke har tradition for at samarbejde. Der er en nærmest uovervindelig forskel mellem det neoliberale EU-kritiske SaS og det kristelig-demokratiske Kristelig Demokratisk Bevægelse (KDH). KDH stiller ved valget med egen kandidat ved valget, lederen af parlamentsgruppen Pavel Hrusovský, men partiets tidligere formand, den politiske veteran Ján Carnogurský, stiller også op. Alt det kan komme Robert Fico til gode.

Pilen peger altså mod Robert Fico, som også ser ud til at vinde over både Prochazka og Kiska i anden runde, men ikke med en stor margin. Bliver Fico valgt, får vi med sikkerhed en mere politisk aktivistisk præsident end Ivan Gasparovic. Men intet er sikkert, heller ikke i slovakisk politik.

Share This