Slavia Prag færdig i Europa Conference League

Slavia Prag i holdets typiske rød-hvide trøjer Foto: Кирилл Венедиктов

Af Knud Larsen

Tjekkiet: Slavia Prag spillede i aftes returkamp mod hollandske Feyenoord hjemme på Sinobo Stadion i Prag, der er opkaldt efter klubbens kinesiske ejere siden 2018, by- og ejendomsudviklingskonsortiet Sinobo Gruppen.

På spil var en plads i semifinalen i Europa Conference League – den nye europæiske klubturnering som for første gang afvikles i indeværende sæson 2021/22.

Opgaven for Slavia var enkel. Kampen skulle blot vindes idet det første opgør mod Feyenoord, der blev spillet for en uge siden på de Kuip stadion i Rotterdam, med hiv og sving var endt uafgjort 3:3. Dybt inde i overtiden lykkedes det nemlig for Slavias nigerianske midtbanespiller Ibrahim Traore at score det udlignende mål, som sikrede klubben et rigtig godt udgangspunkt for torsdagens opgør.

Med fra start for Slavia var den danske wingback Alexander Bah, der efter flere gode præstationer for det tjekkiske klubmandskab fik sin landskampdebut i den nylige træningskamp mod Holland, mens klubbens anden dansker – Mads Emil Madsen – sad på bænken hele kampen.

Efter en skuffende indsats tabte Slavia dog 1:3 foran 20.000 forventningsfulde tilskuere på det udsolgte stadion. Allerede to minutter inde i kampen var de nede med 0:1, da Feyenoords frontangriber Cyriel Dessers scorede sikkert efter en friløber, der dog kun opstod på grund af dårlig opdækning af Aiham Ousou og Alexander Bah.

Spændingen og den gode stemning blev dog genoprettet med en hurtig udligning i det 14. minut, da Ibrahim Traore opsnappede en håbløs tilbagelægning og med en nem afslutning sparkede bolden ind bag Feyenoords sagesløse målmand. Det resultat holdt halvlegen ud, men allerede et kvarter inde i anden halvleg bragte Cyriel Dessers igen Feyenoord foran 2:1 efter at have opsnappet en katastrofalt dårlig centring af Slavias noget urutinerede målmand Ales Mandous. Og efter godt 78 minutter afspillede Feyenoord venstre innerwing Luis Sinisterra en noget famlende Alexander Bah og scorede et flot mål til 3:1 – kampens resultat.

Kampen bar tydeligt præg af at det var to hold fra den europæiske 3. division, der mødtes – en noget rodet og uskøn affære karakteriseret af mange tilfældigheder og afbrydelser, uden iøjnefaldende individuelle præstationer eller fodboldæstetiske kvaliteter. Med andre ord en ret kontant og livlig omgang ”tju-bang” fodbold, hvor Slavia nærmest spillede i gammel engelsk stil med mange, ofte lange afleveringer frem på fløjene efterfulgt af indlæg, mens Feyenoord med et ikke helt vellykket pasningspræget spil forsøgte af trænge igennem centralt foran Slavias mål. Det var således ikke flotte, gennemspillede angreb som blev afgørende for kampens resultat, men derimod en række graverende individuelle fejl – især i Slavias forsvar.

Med Slavias exit er der som så ofte før ikke flere øst- og centraleuropæiske hold tilbage i de europæiske klubturneringer når de nærmer sig slutspillet. Om denne strukturelle skævhed kan rettes op  i de kommende år er nok mere end tvivlsomt – da det vil kræve markante og grundlæggende ændringer af fodboldkulturen i denne del af Europa, som det vil tage lang tid og mange økonomiske ressourcer at gennemføre.

Share This