Skarpe reaktioner i Slovakiet på Laszlo Köver’s tale

Köver Foto- The Council of the Federation of the Federal Assembly of the Russian Federation

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Slovakiet/Ungarn: Den ungarske parlamentsformand Laszlo Köver’s tale for nylig i byen Samorin i det sydvestlige Slovakiet har ført til en genopblussen af gamle uenigheder om historien Slovakiet og Ungarn imellem. I sin tale mindede Köver om Slovakiets ”syndige handlinger” i forbindelse med uddrivelsen af ungarere fra Slovakiet i slutningen af 2. verdenskrig i henhold ”Benes-dekreter”, opkaldt efter daværende tjekkoslovakiske præsident Eduard Benes.

Dekreterne betød uddrivelse af ungarere fra Slovakiet. Hvad Slovakiet gjorde dengang, i årene fra 1945 til 1947 var ”en synd over for Gud og for folket”, erklærede Köver i talen i forbindelse med afsløring af et mindesmærke for ofrene for Benes-dekreterne.

Hvis begivenhederne dengang bliver glemt, risikerer vi blot, at de bliver gentaget, fortsatte han. Ungarerne har ikke glemt disse ”syndige handlinger”, for ingen har beklaget og undskyldt dem. Det slovakiske udenrigsministerium svarede prompte via et diplomatisk brev, hvori Ungarn blev bedt om undlade at belære Slovakiet om historien. Ungarn havde jo arbejdet tæt sammen med Hitler-Tyskland helt frem til 2. verdenskrigs afslutning.

Slovakiet tillader ikke dobbelt statsborgerskab, hvilket også er blevet kritiseret i Ungarn. I mere end 1000 år, helt frem til 1. verdenskrig, havde Slovakiet været styret af Ungarn. Köver er i Ungarn kendt for at tilhøre den radikale fløj inden for Viktor Orbán’s parti, Fidesz, som har haft regeringsmagten uafbrudt siden 2010.

Köver har før vakt opsigt med sine historiske udmeldinger. I 2015 erklærede han således, at Slovakiet og Tjekkiet ikke skulle være lukket ind i EU pga. Benes-dekreterne for (dengang) 70 år siden. ”Köver-affæren” ændrer ikke ved, at de etniske spændinger mellem ungarere og slovakker i Slovakiet er blevet mærkbart mindre, i hvert fald i forhold til dengang Vladmir Meciar styrede Slovakiet (i 1990erne). Etniske ungarske partier har tabt ved de sidste valg og stemmer nu fortrinsvist på slovakiske partier.

Men problemerne er som sagt ikke overvundet. Georgy Gyimesi, der er parlamentsmedlem for OLaNO og etnisk ungarer har opfordret de slovakiske ledere og embedsfolk til at veje deres ord med omhu. Vi ungarere er en integral del af ”den ungarske nation”, vi har vores egne krav og vores historiske traumer, som stadig ikke er overvundet, siger han. ”Vær venlig at respektere dem” (gengivet i ”Balkan Insight” den 13.8.2021). 

Share This