Schengen-aftalen fylder 40 år

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

EU: Den 14. juni 1985 blev der mellem Benelux-landene, Frankrig og det daværende Vesttyskland afholdt et møde i den lille luxembourgske landsby Schengen med det formål at åbne Europa’s grænser. Mødet fandt sted ombord på skibet “Princesse Marie-Astrid”. Mødet fandt sjovt nok sted i ubemærkethed, dvs. uden de store højtideligheder og pressemøder. Detaljer i aftalen skulle udarbejdes af en særlig arbejdsgruppe. Pressen skrev ikke meget om mødet. Heller ikke 40 år efter Schengen-mødet i 1985 har der været megen omtale. Det forholdt sig anderledes, da flere lande fra Central- og Østeuropa i december 2007 blev optaget i Schengen. En menneskemængde på flere tusinde var med, da grænsen mellem Polen og Tyskland blev åbnet. Tyskland’s Angela Merkel og Tjekkiet’s Mirek Topolanek troppede op, da grænserne mellem Tyskland, Tjekkiet og Polen blev åbnet. Og langs med grænsen mellem Polen og Litauen blev afholdt en større højtidelighed med deltagelse af de to landes daværende præsidenter, Lech Kaczynski og Valdas Adamkurs. Europa skulle integreres og ikke kun i ord, blev det sagt. Målet at sikre fri bevægelighed for personer, for tjenesteydelser og kapital var nedfældet i Rom-traktaten fra 1957.  Det primære formål var dog at integrere Europa økonomisk. På andre områder blev der ofte grebet ind over for passage over grænserne, i de fleste tilfælde dog for en kortere periode. Fransk politi forhindrede således flere gange tyskere i at passere grænsen for at tage del i anti-atomvåben marcher i flere franske byer. Frygten for ukontrolleret migration oplevede vi også dengang. Frankrig’s Francois Mitterand og Tyskland’s Helmut Kohl talte for at sikre fuld bevægelighed over grænserne, dvs.  ikke kun for arbejdskraft. Storbritannien’s Margaret Thatcher afviste blankt britisk Schengen-deltagelse.

I dag er 29 lande med i Schengen. At det trak ud med at opfylde målsætningerne skyldtes den fortsatte frygt for, at helt åbne grænser vil føre til endnu mere kriminalitet, øget terrorisme og ukontrolleret migration. Af samme årsager blev der indført systemer for information om de rejsende. I årene fra 1991 til 1996 indgik Ungarn, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet, de baltiske lande og Slovenien associeringsaftaler med EU med det formål at opnå fuldt medlemskab af EU. Efter opnåelse af medlemskab i 2004 fik borgere fra de nye EU-lande dog ikke fra adgang  til arbejdsmarkederne i Østrig og Tyskland før 2011. Frankrig blokerede for transport for polske lastbiler.

Frygten for illegal immigration voksede i Frankrig og Tyskland og i hele Europa efter indvandringsbølgen i 2015. EUs ydre grænser skulle bevogtes af en særlig enhed, kaldt FRONTEX. I årene mellem 2006 og 2015 blev retten til fri bevægelighed over grænserne brudt 36 gange, som regel under 30 dage ad gangen, fx i forbindelse med topmøder, pavebesøg, fodboldfinaler og demonstrationer. Siden 2015 er Schengen blevet brudt over 420 gange, i de fleste tilfælde for at standse indvandring. COVID-19 pandemien 2019-2021 førte også til begrænsninger i den fri bevægelighed.  Opgørelser viser, at godt 70 pct. af alle brud på princippet om fri bevægelighed over grænserne er sket med henvisning til illegal indvandring. Hviderusland’s åbning af grænserne til EU for flygtninge fra Mellemøsten under den nye kolde krig med Vesten har øget frygten.