Schäuble klar med ti-punktsplan efter Panama

Wolfgang Schäuble. Foto: ireas/Wikimedia Commons

Wolfgang Schäuble. Foto: ireas/Wikimedia Commons

Af Uffe Gardel

UffeSå kom kontrastødet til Panama-papirerne fra den tyske regering: Finansminister Wolgang Schäuble annoncerer en ti-punktsplan, som skal bekæmpe skattely og off-shoring, skriver tyske medier.

Planen går blandt andet ud på at presse Panama til at samarbejde.

“Hvis Panama ikke hurtigt samarbejder, vil vi arbejde for at bestemte finansielle forretninger foretaget i Panama bliver blokeret internationalt,” sagde Schäuble til TV-stationen ARD søndag.

Her er planen i hovedtræk:

  1. Skrappere regler mod pengevask. Finansektoren har allerede fået regler; nu kommer turen til resten af erhvervslivet.
  2. Langsommere forældelse. Forældelsesfristen skal først regnes fra det tidspunkt, skatteyderen har opfyldt sin selvangivelsespligt.
  3. Flere straffe. Også virksomheder skal kunne straffes, selv om man ikke kan påvise et personligt ansvar hos nogen enkelt i ledelsen. Her er Schäuble inspireret af amerikanske regler.
  4. Gennemsigtighed i skatteordninger. Udbydere af skattespareordninger skal lægge alt frem for skattevæsenet.
  5. Pengevask-register. De allerede planlagte nationale registre over ejerforhold skal kobles sammen og være åbne for NGO’er og journalister.
  6. Internationalt virksomhedsregister. EUs planlagte pengevask-registre skal udbredes internationalt.
  7. Overvågning. OECD skal administrere en international og obligatorisk data-udveksling.
  8. Initiative 2017. Så mange lande som muligt i verden skal tilslutte sig den nye standard for informationsudveksling.
  9. Sorte lister.  De forskellige nationale og internationale “sorte lister” over skattely skal koordineres.
  10. Automatisk informationsudveksling. Dette er egentlig det samme som punkt 8, men her handler det om at presse Panama til at samarbejde og hjælpe med at identificere skuffeselskaber uden reelt indhold.

Kilde: Wirtschaftswoche og der Standard.

 

Share This