Russiske klubber dropper træningslejre i Tyrkiet

Zenit Skt. Petersborg Foto- Vjatjeslav Evdokimov

Zenit Skt. Petersborg Foto- Vjatjeslav Evdokimov

Efter Tyrkiets nedskydning af en russisk jetjager i går, fraråder det Russiske fodboldforbund, at klubberne tager på træningslejr på Tyrkiet. Flere klubber har allerede aflyst træningslejre.

Af Toke Møller Theilade

Rusland/Tyrkiet: Som følge af den diplomatiske krise, der startede i går, da en russisk jetjager og senere en redningshelikopter blev skudt ned i Syrien, har det russiske fodboldforbund i dag opfordret de russiske klubber til at droppe deres vintertræningslejre i Tyrkiet.Med en vinterpause, der løber fra december til marts, tager de russiske Premier League klubber typisk på tre træningslejre fra januar af og frem, og Tyrkiet er et yderst populært mål. For de mange klubber, der kæmper med økonomiske problemer er Tyrkiet et oplagt rejsemål, da det er betydeligt billigere end oliestaterne i Mellemøsten som klubber som Zenit Skt. Petersborg ofte foretrækker samtidig med, at træningsforholdene og de mulige modstandere i træningskampe er gode.

Tidligere i dag mødtes det russiske fodboldforbunds forretningsudvalg i Moskva, og her var den politiske situation i Tyrkiet blandt andet på agendaen. Efter mødet tweetede politikeren og medlem af forbundets forretningsudvalg Igor Lebedev:

”Forretningsudvalget har besluttet at opfordre russiske fodboldklubber til ikke at tage på vintertræningslejr i Tyrkiet på grund af den vanskelige politiske situation. ”

Denne opfordring blev senere fuldt op af sportsminister og præsident for fodboldforbundet Vitaly Mutko, der gjorde det klart for sports sitet Championat, at han mente, at russiske klubber og landshold kun skulle møde op til officielle arrangementer, hvor de var tvunget til det, men ellers holde sig ude af Tyrkiet.

Dette har konkret betydet, at den traditionelle FNL Cup, hvor klubberne fra Ruslands næstbedste række konkurrerer i løbet af vinterpausen, ikke vil blive afholdt i Tyrkiet, som den ellers plejer.

Mutko og Lebedevs opfordringer er allerede blevet fuldt af flere klubber, heriblandt FC Rostov, der havde planlagt en tur til Tyrkiet i januar.

”Vi havde planlagt at holde vores januar træningslejr i Tyrkiet, sagde klubbens vicepræsident Aleksandr Shikunov til nyhedsbureauet TASS og fortsatte, ”men besluttede at opgive denne idé på grund af den seneste udvikling.”

Der er dog også klubber, der ikke har tænkt sig at ændre deres rejseplaner, heriblandt storklubben Lokomotiv Moskva. Klubbens præsident Olga Smorodskaya, der er kendt som en dygtig forretningskvinde, gjorde det overfor R-Sport klart, at hun ikke havde tænkt sig at spilde de penge, som klubben allerede havde investeret i deres træningslejr til Tyrkiet.

Share This