Russisk sportsminister foreslår løgnedetektorer til fodbolddommere

Vitalij Mutko Foto: Kremlin

Vitalij Mutko Foto: Kremlin

Da FC Rostov i sidste uge slog Spartak Moskva med 2-0 i den russiske Premier League, skulle begge mål faktisk have været annulleret på grund af offside, hvilket fik sportsminister Vitalij Mutko til at komme med et kontroversielt løsningsforslag

Af Toke Møller Theilade

Rusland: Russiske FC Rostov vandt i sidste weekend en ganske fortjent 2-0 sejr på hjemmebane imod det detroniserede storhold Spartak Moskva, og generobrede førstepladsen i Ruslands bedste række fra CSKA Moskva.

Kampen imod Spartak var dog ikke uden kontroverser, da dommeren Sergei Lapochkin faktisk burde have annulleret begge Rostovs mål, men overså to offside-kendelser.

Dette fik efter kampen Ruslands sportsminister og præsident for landets fodboldforbund Vitalij Mutko til at beklage sig over landets dommerstandarder. Efter kampen gjorde Mutko det klart, at han håbede, at Lapochkin havde dømt sin sidste kamp, og han foreslog ligeledes, at alle dommere skal tage løgnedetektor tests for at sikre deres troværdighed.

Kort efter Mutkos vredesudbrud undskyldte Andrey Butenko, formanden for det russiske fodboldforbunds dommer komité, udtalelsen som en ”følelsesmæssig reaktion”.

Som om det ikke var nok, så støttede formanden for dommernes egen komité Nikolai Levnikov op om Mutkos forslag.

”Hvis der er nogen mistanke om uærlige handlinger fra dommerne, så bør det være muligt at bruge en løgnedetektor, ” sagde Levnikov og fortsatte: ”Men vi må først etablere en procedure for at overveje kvaliteten af beslutningerne i kampen i mellem Rostov og Spartak. ”

I 2005 benyttede Rusland sig af udenlandske dommere for at sikre integriteten af de afgørende mesterskabskampe, men i øjeblikket er det usandsynligt, at man vil tage lignende skridt.

Share This