Russisk økonomi, stabilitet frem for alt

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Der er ikke udsigt til dybe strukturelle reformer i russisk økonomi. Altafgørende er at sikre stabilitet og robusthed og opbygge de nødvendige økonomiske reserver. Og det har sin åbenlyse forklaring, usikkerheden i verdensøkonomien og de vestlige sanktioner, senest med optrapningen af de amerikanske sanktioner. Det konstaterer Gunter Deuber i en interessant analyse (Russland-analysen nr. 359).

Den økonomiske vækst i Rusland er beregnet til beskedne 1.5-2 pct., inflationen til 4-5 pct. i 2018 og også i 2019. Og renteniveauet er støt voksende. Kort sagt, den russiske økonomi er presset, men der er ikke udsigt til noget sammenbrud. Altafgørende for regeringen er at sikre de nødvendige reserver og derigennem styrke modstandskraften. Og det er sket et meget langt stykke.

I 2017 blev der således opbygget omkring 15 mia. i reserver i euro med udsigt til yderligere 35-50 mia. i år. Den Nationale Velfærdsfond, der skal sikre udbetalingerne af fx pensioner, er fyldt op med yderligere 200 mia. dollar. Den russiske rubel er trods fald ikke bragt ned på et ”signifikant lavt niveau, som det hedder i den økonomiske jargon. Den økonomiske balance udadtil, når det gælder tjenesteydelser, viser et pænt overskud, så uanset fortsat kapitalflugt er der blevet opbygget større valutareserver. Over de sidste år er den samlede udlandsgæld da også faldet fra 700 mia. til 500 mia. dollar. Det har betydet at Ruslands kreditværdighed er vokset iflg. de internationale ratingbureauer, ja Rusland hører nu til klubben af ”investeringsværdige” lande. Rusland kan modstå endnu hårdere sanktioner.

Iflg. Deuber vil USA’s sikkert fortsætte sanktionere, måske forstærke dem yderligere, for de koster ikke den amerikanske økonomi noget, tværtimod. Den russiske nationalbank kalkulerer ud fra, at de vestlige sanktioner vil fortsætte i hvert fald indtil i hvert fald 2022. De amerikanske sanktioner er typisk rettet mod at give USA konkurrencefordele, på energimarkedet sker det gennem sanktionerne mod den russiske olie- og gasindustri.

Et stort problem har været det lave investeringsniveau. For årene 2018-2004 er derfor planlagt nye investeringer på sammenlagt 250-350 mia. euro. inden for infrastruktur, sundhed, uddannelse og socialt. Med til at skabe yderligere sikkerhed er planerne for sanering af banksektoren, det er sker et langt stykke gennem statsovertagelse af banker. Et led i stabiliseringsplanerne er også at låne mindre i vestlige banker og i dollar. Dollarandelen er over de sidste år faldet fra 40-45 pct. til ca. 35 pct. For eksporten er dollarandelen dog indtil videre højere, ca. 70 pct.

Som Kina kæmper Rusland for at betale i andre valutaer end dollar. Men det tager tid. Lige nu er 250-350 mia. i betalinger truet af de nye amerikanske sanktioner. Det beløb er dog på vej ned, til måske blot 50-60 mia. Statsobligationer bliver solgt i udlandet for at dække budgetunderskud, de opkøbes typisk af østrigske, franske og italienske investorer. I marts 2018 blev der således solgt for 4 mia. russiske statspapirer, uanset konflikten med Storbritannien efter Skripal-affæren.

Kort sagt den økonomiske stabilisering er nået langt. Den russiske økonomi er robust nok til at modstå selv yderligere sanktioner. Men det har kostet blod, sved og tårer. Den økonomiske vækst vil også i de kommende år være beskeden, men der er ikke udsigt til kollaps. De folkelige protester, fx mod forhøjelsen af pensionsalderen skaber problemer. Men linjen er fastholdt. Den økonomiske politiks fundament er uændret, ”mere af det samme”. Tiden er ikke inde til de store dybe reformer, det vil være for farligt i en tid, hvor Putin ikke alene stræber efter økonomisk, men også politisk stabilitet.