Russisk økonomi, den seneste prognose

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Som beskrevet tidligere i www. mreast, følges den russiske økonomi næsten lige så intenst som krigen. Uden en økonomi der er i stand til at finansiere krigen, udbetale lønninger til ansatte og sikre befolkningen fysisk og socialt, kan Rusland umuligt vinde. “Bank of Russia” kom fredag i sidste uge med en ny opdateret prognose. Den forfalder ikke til ønsketænkning og afviger ikke ret meget fra vestlige fremskrivninger, fx IMFs. Forkerte prognoser vil formentlig medføre sanktioner mod banken fra myndighedernes side.
Iflg “Bank of Russia” vil Rusland i de nærmeste år opleve en moderat økonomisk vækst på et sted mellem 1.5 og 2.5 procent om året frem til 2025. Renten ventes at være på 5.5 til 6.5 pct. IMF taler om vækst på knap 1 pct. i 2023, men noget højere i 2024 og 2025. “Bank of Russia” forventer ikke, at bruttonationalproduktet (BNP) vil falde ned under niveauet i 2022, selv ikke under svære ydre vilkår. Men der er risici forude, siges det i rapporten, frem for alt de usikre geopolitiske vilkår grundet krigen i Ukraine og omfanget af udenlandske sanktioner mod Rusland.
Tendensen til de-globalisering og nedgang i verdenshandelen kan blive forstærket i takt med nye vestlige, især amerikanske økonomiske sanktioner rettet mod Rusland og Kina. Meget afhænger naturligvis af olieprisen, der i værste fald vil kunne nå helt ned på 30 dollar tønden. Rublens værdi vil i de næste år formentlig variere meget, være bestemt af omfanget af import og eksport, der bestemmer efterspørgsel og udbud af rubler. Brugen af den kinesiske valuta (yuan) skal fortsat så langt som muligt formindske afhængighed af dollar.