Ruslands angreb på Ukraine nu også en del af den ungarske valgkamp

Fra et tidligere valg i Ungarn Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine/Ungarn: Oppositionens ministerpræsident Márki-Zay har gjort krystalklart, at han heller ikke vil tillade, at ungarske soldater sendes i kamp i Ukraine. Adskillige regeringsmedlemmer og pro-Orbán medier har ellers kritiseret ham for at planlægge det modsatte, skulle han gå hen at blive regeringschef efter valget den 3. april (omtalt i ”Hungary to Day” 25.2.2022). Kort sagt er Ukraine blevet en del af valgkampen.

Det er især en udtalelse tidligere af Márki-Zay på ATV, som oppositionen henviser til. I den siger Márki-Zay, at Ungarn som NATO medlem skal ”provide all kinds of help and support” til Ukraine, hvis NATO beder om det. Det er i regeringslejren blevet udlagt som en støtte til, at ungarske soldater kan sendes i krig i Ukraine. Gergely Gulyás, Orbán’s stabschef, slår fast at Ungarn ikke på nogen måde skal tage del i en krig i Ukraine og heller ikke levere våben, underforstået også hvis NATO skulle gå hen at forlange det. Ungarn skal pleje egne interesser og beskytte den ungarske befolkning, hedder det. Alt andet vil være uansvarligt og skadeligt.

Samme udmelding er kommet fra Máté Kocsis, leder af Fidesz’ gruppe i parlamentet, som opfordrer oppositionen til ikke at komme med ”uansvarlige bemærkninger” og ”farlige idéer” og ikke sprede ”fake news”. Vi skal støtte Ukraines territoriale integritet, men ikke involvere Ungarn militært. 

Som sagt har Márki-Zay, senest på Facebook, gjort han det helt klart, at han heller ikke ønsker at sende ungarske tropper til Ukraine.  NATO selv har ikke planer om at sende tropper til Ukraine. Om Márki-Zay og oppositionen vil sende våben til Kiev sådan som andre NATO lande er et åbent spørgsmål.

Ungarn har modtaget flere tusinde flygtninge fra Ukraine. Alene via grænsebyen Záhony har 1.600 passeret grænsen over to dage. De fleste er her indtil nu kommet fra Ukraines transkarpatiske region. Billeder fra hele grænsen til Ukraine viser lange bilkøer. FNs højkommissær for flygtninge forventer, at mindst 4 millioner mennesker vælger at flygte fra Ukraine til andre lande.

Share This