Rusland og Japan: Dialogen fortsætter

Putin Abe Foto- 内閣官房内閣広報室

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Japan/Rusland: De svære forhandlinger om indgåelse af en fredstraktat mellem Rusland og Japan vil fortsætte endnu en tid. Det fremgår af topmødet mellem Vladimir Putin og Shinzo Abe i Moskva i sidste uge. Som refereret af ITAR-TASS, betød mødet ikke et ”kvalitativt gennembrud” i det spørgsmål, dertil er det for politisk betændt. Men der var, sagde Shinzo Abe, tale om ”meningsfyldte og nyttige udvekslinger af synspunkter”.

Det er kendt, at ”kemien” mellem Abe og Putin har generelt været god, de to statsledere har mødtes flere gange både i og uden for de to lande. Men Rusland frygter, at Abe efter pres for mere nationalistiske kredse i Japan vil skærpe kravene og henviser her til debatten i Japan. Putin formulerede det på den måde, at en fredsaftale skal have en bred ”folkelig accept” i begge lande. De kommende forhandlinger skal, som det siges, sikre en langsigtet og ”all-round” udvikling i forholdet mellem de to lande.

Efter russisk opfattelse skal en aftale basere sig på 1956-deklarationen, der lagde op til en fredsaftale og en tilbagegivelse af nogle af de kurilliske øer, men den aftale faldt på jorden, da Japan i 1960 indgik en sikkerhedspolitisk aftale med USA. Under de langstrakte forhandlinger i Moskva blev der til gengæld opnået enighed om udvikling af fælles økonomiske projekter på og omkring de kuriliske øer på fem udvalgte områder: ”aqua kultur, ”greenhouse farming”, vindenergi, turisme og affaldshåndtering.

Handel og økonomisk samarbejde var igen højt på dagsordenen, uanset at Japan er tvunget til at følge de amerikanske krav om sanktioner mod Rusland. Det skønnes, at samhandelen inden for en kort årrække vil stige med 50 pct., op til 30 mia. dollar om året. Alene i 2018 var der tale om en stigning på næsten 20 pct.

Transport og udvikling af infrastruktur vejer tungt, bl.a. for at øge den russiske eksport af flydende gas (LNG) til Japan og til Asien og Stillehavsregionen generelt. Også kultursamarbejdet skal opgraderes, bl.a. skal der sidst i 2019 arrangeres fælles teater-olympiske lege med deltagelse af 30 lande.

Share This