Rusland og forholdet til NATO, den yngre over for den ældre Putin

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Spørgsmålet om Ukraines medlemskab eller ikke-medlemskab af NATO har været det helt centrale tema for Vladimir Putin. Modstanden kender vi. Putin havde trukket den røde linje. Men det glemmes alt for ofte, at den russiske holdning til NATO over de sidste år er gået i meget forskellige retninger. Som fremgår af en artikel i tidsskriftet ”Journal of Democracy” er Putin over årene kommet med forskellige udmeldinger. Den yngre Putin forholdt sig anderledes end den ældre Putin, vi kender i dag.

I 1997 underskrev daværende præsident Boris Jeltsin ”Russia-NATO Founding Act”, en mekanisme for konsultationer og samarbejde på udvalgte områder mellem Rusland og NATO. Forholdet mellem Rusland og NATO var i årene efter, at Putin var kommet til magten, ganske godt. Under et besøg i London udtalte Putin således, at Rusland på et tidspunkt (”some day”) kunne blive optaget i NATO! ”Why not? Why not?  … I do not rule out such a possibility  … in the case that Russia’s interests will be reckoned with, if it will be an equal partner”. Rusland er en del af europæisk kultur, fortsatte han. Derfor er det svært at forestille sig NATO som en fjende.

Årsagen til det dengang ret så varme forhold til NATO skal ses i sammenhæng med den internationale situation dengang. Efter 11. september 2001 havde præsidenterne Bush og Putin indledt et tæt forhold i kampen mod det, der blev betragtet som den fælles fjende, terrorismen. Putin fokuserede på samarbejde, ikke på konfrontation. I FNs Sikkerhedsråd støttede Rusland NATOs brug af artikel 5, om kollektivt forsvar i tilfælde af alvorlige trusler rettet mod alliancen. Det nære samarbejde blev fulgt op af flere andre tiltag. I november 2001, under sit besøg i USA anslog Putin igen forsonlige og realistiske toner. Han erklærede i interviews til amerikanske medier, at Rusland anerkender NATOs rolle i verden i dag (år 2001), og at Rusland er villig til at samarbejde med NATO. Hvis samarbejdet forstærkes, fortsatte han, vil Rusland ikke modsætte sig en yderligere udvidelse af NATO.

Da NATO i 2002 kom frem med planerne om en større udvidelse, der inkluderede de baltiske lande, var Putin tilbageholdende. Vi vil, sagde han, ikke diktere andre, hvad de skal gøre og forbyde andre at styrke deres følelse af sikkerhed på den måde, som de ønsker. Den holdning gjaldt også Ukraine! Adspurgt, i maj 2002, om Ukraines forhold til NATO erklærede han bl.a.: ”there is the Ukraine-NATO Council. At the end of the day, the decision is to be taken by NATO and Ukraine. It is a matter for those two partners”.

Et årti senere, da Medvedjev var Ruslands præsident, havde vi også et nært samarbejde mellem Rusland og NATO. I forbindelse med NATOs topmøde i Lissabon i 2010 sagde Medvedjev bl.a.:  ”the period of distance in our relations and claims against each other is over now. We view the future with optimism and will work on developing relations between Russia and NATO in all areas   …” Beklagelser over NATOs udvidelser mod øst hørte vi ikke. I årene frem til 2014 var vi vidner til fald i militærudgifterne i både Rusland og i NATO-lande. Der var blevet udtrykt utilfredshed fra russisk side, fx under Putins berømte tale i München i 2007, men det skulle blive Maidan og annekteringen af Krim, der skabte den nye ”kolde krig”, oprustning og indædt russisk modstand mod ukrainsk medlemskab af NATO. I dag har vi fået den blodige krig i Ukraine, Hvordan den ender og hvornår er meget svært at forudsige.