Rusland og det syriske spørgsmål

Illustrationsfoto: Elizabeth Arrott

Illustrationsfoto: Elizabeth Arrott

Med Ruslands indtræden i den syriske borgerkrig er der for alvor kommet gang i det storpolitiske spil. For nylig er der blevet afholdt topmøde i Wien med deltagelse af konfliktens centrale aktører. Samtidig er amerikanerne ved at forstærke deres militære tilstedeværelse i Syrien.

 Af Thomas Lie Eriksen

 Thomas LieRusland/Syrien: Præsident Obama har besluttet at sende op mod 50 specialtropper til den stadig mere kaotiske krigszone. Det amerikanske træk, der officielt omhandler at understøtte de såkaldt “moderate syriske oprørere” i deres kamp mod IS og Assad-regimet, ses af flere iagttagere som direkte forbundet med Ruslands militære involvering i konflikten.

Ruslands energiske engagement og ubetingede støtte til præsident Assad er blevet set som en ydmygelse af USA og en understregning af, hvor fejlslagen Washingtons politik i forhold til Syrien har været helt fra begyndelsen, men nu er Obama tvunget til handling. Det er imidlertid ikke kun USAs motiver og handlinger, der bliver underkastet kritisk granskning.

Spekulationerne og teorierne om, hvad der ligger bag den russiske beslutning om en aktiv militær deltagelse i det syriske kaos, er nærmest eksploderet. En hovedforklaring handler om, at nu hvor en slags fred har sænket sig over Østukraine, er det nødvendigt for Putin at indlede et nyt militært eventyr for at aflede befolkningens opmærksomhed fra den svækkede økonomi bl.a. på grund af de stadig billigere energipriser.

Netop energipriserne skulle være et andet hovedmotiv for Kreml, da kontrol med Syrien vil sikre større indflydelse på den globale energipolitik. Endelig er der det stadig tilbagevendende tema om, at Putin og den øvrige russiske topledelse ønsker at genskabe det russiske imperium, og det indbefatter en solid indflydelsessfære i Mellemøsten. Uden fuldstændig at underkende ovenstående teorier og motiver er det måske langt mere håndgribelige og nære udfordringer, der har været tungtvejende for Moskvas beslutning om at træde ind fra sidelinjen og blive en aktiv deltager i Mellemøstens stadig mere komplicerede magtspil.

 

Russiske motiver: Den muslimske forbindelse       

Det er blevet påpeget, at en del af forklaringen på den russiske involvering i Syrien også skal findes i den globale terrortrussel. Mange vestlige lande, herunder Danmark, ser med stor bekymring på, at et større antal borgere rejser til Syrien for at deltage som frivillige i borgerkrigen og kan vende tilbage radikaliserede og med krigserfaringer og dermed udgøre en potentiel sikkerhedsrisiko. I Rusland er denne frygt mange gange større. Dels fordi den muslimske andel af befolkningen langt overgår, hvad der findes i noget vestligt land, dels fordi russerne af to omgange i 90erne udkæmpede en blodig konflikt i den autonome republik Tjetjenien, hvilket medførte flere terroranslag. Med nedstyrtningen af passagerflyet KGL9268 over Sinai-ørkenen, hvor 224 russere mistede livet, er formodningen nu, at der var tale om et terrorangreb og dermed den første alvorlige konsekvens af russernes engagementet i Syrien.

Selv om risikoen for terrorangreb på russisk jord og anslag mod russere over hele verden er en reel og meget alvorlig bekymring for Moskva, skal man dog ikke forvente, at dette vil betyde neddrosling af aktiviteterne i Syrien. Der findes nemlig meget mere skræmmende perspektiver for Kreml end enkelte terrorangreb mod russiske interesser.

Den ubetingede støtte til Assad må ses i sammenhæng med det scenarie, russerne ser for sig, hvis Damaskus skulle falde. Islamisk Stat ville i så fald med stor sandsynlighed få kontrol med endnu større dele af det syriske territorium og herefter begynde at ekspandere i andre retninger. Her vil det notorisk urolige Nordkaukasus være et oplagt mål.

Efter 90`ernes blodige uroligheder er det i nogen grad lykkedes for Moskva at stabilisere situationen bl.a. i Tjetjenien, hvor den flamboyante tjetjenske leder Ramzan Kadyrov er en forholdsvis loyal allieret. Der er dog fortsat problemer, hvilket bekræftes gennem forlydender om tjetjenske soldater på begge sider af fronten i Østukraine. Udover det tjetjenske spørgsmål eksisterer der et selvproklameret kalifat, der ønsker at løsrive Nordkaukasus fra den russiske føderation, og hvor russiske specialtropper har dræbt flere ledere af denne organisation.

Når det påtænkes, at Islamisk Stat erobrede store områder af Syrien og Irak med kun nogle tusinde krigere, og det sammenholdes med ustabiliteten i Nordkaukasus, bliver det mere klart, hvorfor Rusland vil gå meget langt for at sikre fortsat indflydelse i Syrien gennem et venligsindet styre. Alternativet kan være, at der skal udkæmpes en tredje Tjetjenien-krig. Selv om dette perspektiv er skræmmende nok i sig selv, kan der imidlertid peges på andre og mere omfattende politiske trusler mod russiske interesser i Kaukasus-området og mere generelt i Centralasien, trusler, der er nært forbundet med udviklingen i Syrien.

 

Det nye store spil

Et centralt spørgsmål i forbindelse med den russiske kampagne i Syrien er, hvorfor der skulle gå fire år og være skabt en situation, der var ude af kontrol, før der kom en reaktion fra Moskva. Rusland har hele vejen igennem konflikten understøttet Assad-styret med våbenleverancer og forhindret, at der blev vedtaget sanktioner gennem FN, men den aktive deltagelse i konflikten lod vente længe på sig. Forklaringen på det russiske kursskifte skal findes dels i regimets tilstand, hvor flere vurderinger pegede på en reel risiko for et snarligt sammenbrud, dels kan det ikke udelukkes, at der har været et pres fra Hizbollah-militsen og Iran, der gennem længere tid har bidraget med troppeforstærkninger og herigennem har lidt tab på slagmarken.

Den russiske involvering er dog, som omtalt, forbundet med en betydelig risiko, og mange udfordringer vil følge med. Hvis Syrien virkelig er et kviksand, der vil trække Rusland ned, som flere iagttagere påstår, hvorfor så løbe risikoen? Skyldes det storhedsvanvid fra Putins side? Eller handler det hele i virkeligheden om flådebasen ved Tartus, der ofte omtales som en hovedforklaring på de russiske handlinger? For at forstå det bagvedliggende rationale for Moskvas handlinger er det nødvendigt at betragte begivenhederne i Syrien i sammenhæng med den udvikling, der har transformeret Mellemøsten, siden “Det arabiske forår” tog sin begyndelse. Lige siden har regionen været domineret af magtkampen mellem Iran og Saudi-Arabien med Tyrkiet, Egypten og Qatar som vigtig medspillere. Omfanget af dette opgør er blevet stadig større og mere intenst, og de medfølgende implikationer kan have været en medvirkende årsag til den russiske beslutning om at kaste sig aktivt ind i det syriske blodbad.

Den omfattende atom-aftale mellem Iran og verdens ledende stormagter, herunder Rusland, samt Tyrkiets beslutning om at indlede et fornyet opgør med sin egen kurdiske befolkning, samt forsøget på at forhindre oprettelse af et selvstændigt Kurdistan i Nordsyrien har kun forstærket den regionale magtkamp, hvor der er en stigende frygt for, at Iran fri af sanktion-regimet, vil kunne udbrede sin indflydelse til stadig større områder.

Dertil kommer spørgsmålet om Tyrkiets indre stabilitet og udenrigspolitiske ageren i forhold til sine nabostater. Fra et russisk perspektiv må den store frygt være, at den mellemøstlige magtkamp vil brede sig til Kaukasus og Centralasien, der historisk har været tæt knyttet til både Tyrkiet og Iran, og dermed risikere at områder, som Moskva betragter som en central del af sin indflydelsessfære, kommer til at stå i flammer som led i Mellemøstens stormagtsstridigheder.

The Great Game var i 1800-tallet betegnelsen for den store kappestrid mellem det britiske imperium og Rusland om herredømmet over Centralasien. Et nyt Great Game kan være under opsejling som følge af fragmenteringen af det Mellemøsten, der blev skabt efter første verdenskrigs afslutning. Islamisk Stat, Tyrkiet og Iran kan alle være aktører, der vil forsøge at vinde indflydelse i Ruslands strategiske baghave, og herigennem vil ikke kun Ruslands sikkerhed være på spil, selve den globale stabilitet kan komme under yderligere pres i en situation, hvor kaos og usikkerhed i forvejen dominerer verdenspolitikken.

Share This