Rusland efter Putin –hvilke scenarier?

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rusland: Vladimir Putin træder formentlig tilbage som præsident i 2024. Det har allerede givet anledning til mange debatter og forskellige synspunkter. Træder han tilbage? Hvad vil det betyde? Hvilke scenarier er mest sandsynlige efter hans afgang?  Vil Vesten være i stand til at påvirke, hvad der sker? 

De spørgsmål forsøger også Maria Dománska at besvare bedst muligt i en interessant analyse (nr.78) for tænketanken Center for Studier (OSW) i Warszawa, der løbende følger udviklingen i landene mod øst og syd. 

     Hun når frem til følgende:

– Årene frem til 2024 bliver en overgangsperiode. Hvis Putin trækker sig som præsident vil han fastholde mest mulig indflydelse med det mål at neutralisere de trusler, der er forbundet med hans tilbagetrækning. Frem for alt frygter Putin kaos og sammenbrud og et brutalt opgør på elite-planet. 

– Putin vil agere præventivt, sikre et ”early warning” system, blive advaret i tide, sådan at trusler imødegås, før det er for sent. Vigtigt at få opbygget ”GONGOer”, civilsamfundsgrupper der bakker op om systemet, at kooptere nye eliter, især dygtige unge og i det hele taget ”manipulere” systemet. 

– et kaotisk scenarie sådan som i 1990erne (under Jeltsin) kan bestemt ikke udelukkes. Det vil i givet fald være kendetegnet ved brutal rivalisering, et nulsum spil. Alle elitegrupper ønsker at bevare hævdvundne privilegier. Barriererne for stabilisering og liberalisering politisk og økonomisk stabilitet vil da være høje. Er det mest sandsynligt, vil Putin måske vælge den udvej at forsætte som præsident.

– Putin har og vil forsat bruge henvisninger til de traumatiske år under Jeltsin i 1990erne til at forebygge oprør nede fra. Henvisninger til de fortvivlede sociale forhold, kleptokratiet og det politiske kaos fra 1990erne skal igen sikre den nødvendige folkelige opbakning til mere orden og stabilitet., kort sagt til autoritær konsolidering. Putins havde som bekendt høj popularitet  i 00erne.

– Religion og kirke skal også i de kommende år bidrage til at opnå folkelige opbakning. De institutioner der normalt forbindes med liberalt demokrati, frie medier, oprettelse af små og mellemstore virksomheder, selvstændige politiske partier og lokalt selvstyre har ikke den store støtte.

– De stærkeste fortaler for autoritært status quo finder vi i sikkerhedstjenesterne og i det militær-industrielle kompleks, den såkaldt ”lodrette akse”. Modstanden mod dybe forandringer er også markant føderalt og regionalt. Også nye yngre folk i systemets top har interesse at fastholde status quo.

– Russiske oligarker har været genstand for stor interesse. De har ikke haft en sikker tilværelse. Noget skyldes politik, andet økonomi. Over halvdelen af de postkommunistiske oligarker der kom til roret i Jeltsin-årene var ikke at finde i det russiske oligarki i 2006. Antallet af milliardærer blev mere end tredoblet i Putins anden periode (2004-08), men antallet faldt meget kraftigt under den globale finanskrise 2008-09 (Heiko Pleines i det Bremen baserede ”Russland-Analysen” 233, 2019).

– De fleste unge, konstaterer Maria Dománska, satser på karriere i administrationen og i store statsejede virksomheder. Det øger opbakningen til autoritært status quo. Rusland mangler en kontraelite, som kan være motor for forandringer væk fra status quo. Oppositionen har dårlige arbejdsvilkår, men er også splittet. Tidligere liberalt indstillede økonomer og ministre på topplan, eksempelvis German Gref, Aleksei Kudrin og Anatolij Czubajs, har fået topposter inden for staten og i den finansielle sektor.

– Oppositionelle som Aleksei Navalny og Michail Khodorkovski er trods megen omtale i vestlige medier marginaliseret. Rusland mangler tradition for selvorganisering, det uafhængige civile samfund er ikke stærkt, mistilliden til politikere er lav, også troen på at politisk opposition gør en forskel.

– Sagt med andre ord, den autoritære mentalitet og kultur reproduceres, folk føler sig forbundet med ”patronen”. Klientelistiske netværk og personlige forbindelser er vigtigst, de formelle institutioner er for svage. Selv de der gør oprør appellerer mest til ”dem i toppen” (”patronen”) for at få deres krav igennem. Trods folkelige protester er opbakningen til demokratiet ikke vokset. En stor del af middelklassen skaber sig fortsat formuer og høj indkomst via ”rentseeking”, udnytte systemet som det er.

– Reformer må primært ske oppe fra og have deres udspring i opsplitning på eliteniveauet. Påvirkning ude fra, fra Vesten (markedsøkonomi) og Kina (statslig kapitalisme) virker ikke. Vestlig markedsøkonomi forbindes med social nedtur og øget ulighed. Erfaringerne fra 1990erne spiller ind. 

– At ”fremmede systemer” ikke appellerer bredt skyldes et langt stykke også dybt forankret patriotisme. At Vesten selv har problemer med at opretholde det liberale demokrati og har økonomiske problemer har også betydning. Vesten er ikke et ”idealsamfund” for russerne som før 1991.

– De nationale og ”imperiale” slogans har stadig stor støtte, at dømme efter uafhængige meningsmålinger. I 1988-89 mente 13 pct. af befolkningen, at Rusland var omgivet af fjender, det tal var 20 år efter over 70 pct.   

– Rusland må (også) i årene frem til 2024 kæmpe med dybe systemiske problemer arvet fra fortiden. Det er slut med de lette opskrifter på succes, fx dette at give befolkningen social fremgang takket være stigende priser på olie og gas som i årene efter årtusindeskiftet og at opnå en propagandagevinst via udenrigspolitikken, sådan som det skete efter annekteringen af Krim i 2014.

– Den helt store udfordring er at få skabt en ny ”social kontrakt” med befolkningen og på eliteplanet.  Det bliver svært for nye ledere at gentage Putins karismatiske lederstil. Den ny generation af teknokrater får mere indflydelse, da Putin frem til 2024 trækker sig endnu mere tilbage fra daglig politik.

– Kort sagt, konstaterer Maria Dománska, ”Putinismens krise” er ikke nødvendigvis ensbetydende med en krise for det autoritære system. De dybe strukturer, selve fundamentet for det autoritære system og status quo, har stor betydning og modvirker forandringer. For mange russere har for meget at tabe ved at ændre på selve systemets fundament. Og oppositionen står alt for svagt. Det vil vi formentlig opleve også efter Putin. Kort sagt, autoritær konsolidering bliver næppe sluttilstanden.