Rumænske landmænd til vestjysk håndboldkamp 

Kasper Søndergaard og Skjern Håndbolds andre profiler skal forvente, at op imod 500 landmænd fra hele landet kommer til Skjern for at støtte gæsterne fra Dinamo București i Rumænien. Pressefoto

Agrojob inviterer østeuropæere i dansk landbrug til Champions League-opgør i Skjern

Danmark/Rumænien: Skjern Håndbolds herrer skal slet ikke regne med, at stort set alle tilskuere holder med hjemmeholdet, når det søndag den 17. september tager imod holdet Dinamo București i håndboldens Champions League. Hele endetribunen bag et af håndboldmålene i Skjern Bank Arena er nemlig stillet til rådighed for østeuropæiske landmænd her i landet.

– De kommer som Dinamo București overvejende fra Rumænien, og selv om en del af dem har boet her i landet i flere år, så banker hjertet for hjemlandets sportsstjerner, siger Lars Tobler, indehaver af jobrekrutteringsvirksomheden Agrojob Danmark i Fiskbæk ved Skjern.

Han har sammen med en lokal landmand og byrådspolitiker, svineproducent Kristian Ahle, der selv har fem rumænere ansat, købt billetter til 487 pladser i håndboldhallen. Billetterne uddeles gratis til Agrojobs kunder i landbruget samt deres nuværende eller tidligere medarbejdere.

– Vi har i de seneste ni år formidlet masser af kontakter mellem især Rumænien og dansk landbrug og forventer derfor, at det bliver en folkefest. Jeg har tidligere været til fodboldkamp i Herning med 200 østeuropæere, da FC Midtjylland havde en rumænsk spiller, og det var blandt de tilskuere, at stemningen kogte mest under hele kampen, siger Lars Tobler.

Værdsatte borgere

Initiativet til sponsoratet af kampbilletterne er taget for at give de østeuropæiske medarbejdere en fælles oplevelse af dansk sportskultur og vise dem, at de er værdsatte borgere.

– Vi ved, at østeuropæere gennem arbejdet i landbruget ofte bliver så glade for Danmark, at de vælger at bosætte sig her og stifte familie. De køber som regel huse på landet, og de er derfor i mange landsbyer med til at holde gang i både børneinstitutioner, forretninger og foreningsliv, siger Lars Tobler.

Han glæder sig til at møde de rumænere, som Agrojob gennem årene har formidlet arbejde til, og har som en del af integrationsindsatsen også lavet aftale med sprogcentret Lærdansk om at være til stede i forbindelse med kampen.

 

Share This