Rumæniens særlige ”Italian-style” antikorruption populisme

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Rumænien/Bulgarien: For Rumænien var udgangspunktet i 1989 at gennemføre en succesfyldt overgang fra kommunisme til demokrati og markedsøkonomi. Helt galt er det ikke gået, skriver professor Alina Mungiu-Pippidi i det anerkendte tidsskrift ”Journal og Democracy”. I samme nummer af bladet skriver Venelin I. Ganev om Bulgarien, der ganske som Rumænien havde et svært udgangspunkt og i 2007 blev medlem af EU.

For Rumæniens vedkommende er der gennemført demokratiske valg, og der udsigt til, at landets bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger i 2018 passerer de 10.000 dollar. Men rumænsk politik er ikke desto mindre stærkt konfliktpræget, 75 pct. af befolkningen mener, at udviklingen går i den gale retning. Uligheden er fortsat meget høj. Vreden retter sig imod den korrupte ”politiske klasse”. Frihed og udbredt korruption lever side om side.

Siden medlemskabet af EU har 3 millioner rumænere forladt landet. Efter krav fra EU er der oprettet en antikorruptionsenhed (forkortet DNA), og den og domstolene generelt har været aktiv, mildt sagt. Status her i 2018 viser, at 18 tidligere ministre er blevet fængslet, deriblandt en tidligere ministerpræsident (Nastase). Også mange oligarker og medieejere er straffet, og 10.000 sager er rejst ved Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Fremgangsmåden, skriver Mungiu-Pippidi, minder meget om Italiens. Det er den udbredte opfattelse, at den juridiske aktivisme ikke har betydet, at landet er blevet mindre korrupt, for den radikale anti-korruption-orienterede populisme har alvorlige indbyggede svagheder.

I 2004 blev der dannet en ”Koalitionen for et Rent Parlament” (CCP), og den senere præsident Traian Basescu bragte spørgsmålet om korruption højt op på den politiske dagsorden. Men has egen adfærd var mistænkelig, fx udnævnelsen af sin nære medarbejder Elena Udrea som chef for afdelingen for udbetaling af EU-midler, ligesom hans datter Elena gjorde hurtig karriere og blev valgt til Europaparlamentet.

Den juridiske aktivisme blev også udøvet af justitsminister Monica Macovei, senere af Laura Cudruta Kövesi, chef for anti-korruptionsdirektoratet (DNA). Anklager for korruption har ramt alle partier, både Socialdemokratiet (PDS) og også det Liberale Parti (PDL).

Præsident Klaus Iohannis har brugt anti-korruption aktivt politisk, har kaldt oppositionspolitikere ”kriminelle”, ja rejst sager imod alle de modkandidater, der formodes at true ham ved præsidentvalget i 2019. Sagerne hører dog efter politolog og journalist Alina Mungio-Pippidi til småtingsafdelingen. Tidligere premierminister Victor Ponta måtte tidligere trække sig, også anklaget for korruption i ”småtingsafdelingen”.

Ligniu Dragnea, formand for Socialdemokratiet (PSD) er også i vanskeligheder. Kun én gang er der rejst sag for valgsvindel mod Dragnea, men også den sag er tvivlsom. Problemet er, at korruptionsbekæmpelsen finder sted i et stærkt politiseret og betændt politisk klima, den kan umuligt være politisk neutral (”impartial”).

I takt med at korruptionsbekæmpelsen er sat så højt på dagsordenen, har efterretningstjenesten (SRI) fået uhørt store beføjelser. Fra 2005-2014 er der af domstolene givet ikke mindre end 44.000 tilladelser til aflytning af personer (”national.security warrants”), mange af dem rettet mod topfolk, parlamentsmedlemmer og ministre. Efterretningstjenesten har over årene fået ekstraordinært store midler og privilegier også, når det gælder aflønning og pensioner.

Der er reelt oprettet en parallelstat i stil med, hvad vi kender i Italien (kaldt ”transformismo”). Mange i efterretningstjenesten har haft baggrund i Securitate, den kommunistiske efterretningstjeneste. Det rumænske Socialdemokrati (PDS) har trods korruptionsanklager klaret sig godt ved valgene og har regeringsmagten. De borgerlige partier håber at vinde det næste gennem at alliere sig med anti-korruptionsagenturet (DNA), præsidenten, EU-Kommissionen og ikke mindst efterretningstjenesten (SRI).

Den rumænske juridiske aktivisme genfinder vi ikke i Bulgarien. Her er valgene gennemført stort set korrekt. Lige nu styres landet af partiet med navnet ”Borgere for Europæisk Udvikling i Bulgarien (GERB)” ledet af Bojko Borisov. Det sker i alliance med det yderliggående Forenede Patrioter (UP).

Der er også store udfordringer for demokratiet i Bulgarien, men de er af en noget anden type end i Rumænien. Udhulingen af demokratiet sker mere gradvist end i Ungarn og Polen, men de illiberale træk, problemerne med mediefriheden og med domstolene genfinder vi også her.

Delyaan Peevski’s medieimperium har fx uhyggelig stor magt. Også indgrebene over for uafhængige NGOer genfinder vi. Men ”worst-case” scenariet, et sammenbrud og voldsom xenofobi, er undgået, konstaterer Venelin I. Ganev i sin analyse. Han kalder styreformen i Bulgarien ”soft decisionism”.

Problemet i Bulgarien har været fraværet af en talstærk middelklasse som demokratiet vogter. Mange bulgarere ser ikke store problemer for demokratiet, de foretrækker iflg. meningsmålinger ”brød, fisk og fysisk sikkerhed” frem for uafhængige domstole og frie medier.