Retten til at dø, Polen og Storbritannien i en værdipolitisk krise

Af Michael Hardenfelt

Polen/Storbritannien: Polen og Storbritannien er i en værdipolitisk krise, efter at en polsk mand med 15 års ophold i England i november sidste år fik et hjerteanfald. Efter en langvarig periode uden ilt kom det til alvorlig og uoprettelig beskadigelse af hjernen. Patienten befinder sig nu i vegetativ tilstand, men trækker vejret selvstændigt.

Patientens kone og børn mener ikke, hendes mand ville ønske at fortsætte livet under de omstændigheder og ønsker, at der slukkes for det udstyr, som holder ham i live. Flere britiske domstole har afgjort, at der ikke er nogen grund til at holde manden i live, når der ikke er udsigt til en forbedring i hans tilstand. Patientens polske familie mener dog at manden bør behandles og polske hospitaler står klar til at tage imod ham.

Retten i England vil ikke lade ham blive transporteret til Polen, da den erklærer, at han risikerer at dø under transporten, mens Landsretten i Warszawa har givet tilladelse til flytningen, hvilket dog ikke forpligter de britiske myndigheder. Regeringen i Polen er herefter gået i selvsving med diplomatiske aktioner, og har endda udstedt et diplomatpas til den polske statsborger, der dog ikke tidligere har været diplomat. En dommer ved den polske Forfatningsdomstol, Krystyna Pawłowicz, har antydet, at briterne ønsker at slå manden ihjel, for at kunne anvende hans organer. Kontroversen går også på, at det britiske hospital ønsker at afbryde for intravenøs tilførslen af næring. Her anser det britiske hospital en sådan bespisning for en del af den medicinske behandling, som kan afbrydes, mens man i Polen taler om, at man vil lade manden dø af sult og tørst.

Sagen har værdipolitisk betydning for regeringspartiets vælgere. I Polen kæmper man normalt for livets forlængelse til sidste øjeblik, og mange katolikker vil mene, at en forlænget dødssmerte giver patienten mulighed for at forberede sig på døden. Og hospitalerne er med i denne proces. Hvor de mange gange er underfinansierede, spares der ikke på det kostbareste udstyr, når patienten først er terminal. Selv hvis lægerne ser det udsigtsløse i behandlingen, fortsætter de med at behandle af frygt for at de pårørende senere starter en sag om vanrøgt.

Holdningerne er i opbrud, så store dele af befolkningen begynder at se retten til en værdig død som patientens ret, også hjulpet på vej af den polske Pave Johannes Paul 2., som kort før sin død selv gav ordre til at afbryde livsforlængende udstyr. Det er dog noget den katolske kirke i Polen går endog meget stille med dørene med. De diplomatiske problemer med Storbritannien skal dog også ses som et led i indenrigspolitiske markeringer, hvor regeringen prøver at distancere sig fra gudløshed, eutanasi, kønsrelativitet og andre grimme importvarer fra Vesten.