Putins regime under forandring
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Rusland: Det russiske regime ligner ikke længere et ”well-tuned” orkester med en sikker dirigent, snarere et uharmonisk ”cacophony”, hvor hver musiker forsøger at spille højt og ad den vej opnå mere opmærksomhed. Det konstaterer Tatyana Stanovaya i en yderst interessant analyse for ”Carnegie Endowment”.
Ingen, siger hun, fokuserer længere på orkesterets ”harmoniske symfoni”. De forskellige institutioner og korporationer forsøger i stedet at styrke sig selv på bekostning af de fælles overordnede målsætninger. Den disharmoniske udvikling i Rusland er blevet fremskyndet af Putin’s fravær, når det gælder den førte politik.
Flere intra-system konflikter ser dagens lys. De politiske spillere og vigtigste institutioner har deres egne agendaer og prioriteter. Putin koncentrerer sig i stigende grad om udenrigspolitikken og overlader mere, fx den økonomiske politik til loyale yngre bureaukrater. Kort sagt er den ”klassiske putinisme” under hastig forandring.
Systemet i dag afviger markant fra den ”putinisme”, der kendetegnede Putin’s to første perioder som præsident, hvor den såkaldte ”magt-vertikal” voksede sig stærk. Dette ”gamle” system var autokratisk, men under kontrol oppe fra og i høj grad fra præsidenten selv og en meget snæver personkreds omkring Putin.
Kort sagt, i dag er grænsen for, hvad personer og institutioner ”må og ikke må” udvidet betragteligt til skade for sammenhængen i det førte politik. Systemet er blevet langt mere polycentrisk, uden den klassiske styring og harmoni og med uforudsigelig mægling mellem de forskellige interesser.
På en måde, siger Stanovaya, er systemet blevet mere lig det der rådede under Jeltsin i 1990’erne, og som Putin forandrede, da han kom til. Men selve konteksten er anderledes i dag. Alle ser Rusland som en belejret fæstning omgivet af et Vesten, der vil Rusland det ondt. Kriteriet er loyalitet, men de forskellige aktører spiller deres egen violin og hæger om egne interesser.
Sagt med andre ord, tidligere fungerede systemet efter mottoet om, at ”hvad Putin ikke har tilladt er forbudt”, nu gælder mottoet ”alt hvad Putin ikke tydeligt har forbudt, er tilladt”. Eksemplerne på de institutionelle magtkampe og enkeltpersoners satsning på egne interesser på bekostning af andres intereser er talrige.
Stanovaya nævner således formanden for Dumaen, Vyacheslav Voldodin, der aktivt har ”politiseret” parlamentets arbejde, kritiseret ministre og ændret lovforslag uden overhovedet at spørge Kreml. Generalanklagerer Juri Tjajka har fulgt den samme linje og rejst korruptionssager mod fx Den Føderale sikkerhedstjeneste (FSB) og statsvirksomhederne på teknologiområdet Rostec og Roscosmos. FSB svarer igen ved egenhændigt at arrestere guvernører og ministre og ”rense” systemet.
Også tidligere finansminister Alexei Kudrin, i dag chef for ”the Accounts ”Chamber” optræder særdeles selvstændigt og aktivistisk. Ja, selv forsvarsminister Sergei Sjojgu agerer på egen hånd, fx med oprettelsen en ny særlig militær ungdomsorganisation. I Vesten er det stadig en udbredt opfattelse, at styret i Rusland er centralistisk opbygget, og at Putin bestemmer alt. Den opfattelse holder ikke i dag. Et system kan sagtens være autoritært og samtidig pluralistisk.