Putin: Vores fly blev skudt ned for at sikre ulovlige olieleverancer
Rusland: Den russiske præsident Vladimir Putin mener, at formålet ved tyrkernes nedskydning af det russiske fly SU-24 den 24. november var at sikre ulovlige olieleverancer fra Syrien til Tyrkiet. Det sagde han ved mødet i Paris mandag aften, skriver det russiske nyhedsbureau ITAR-TASS.Ifølge Vladimir Putin er der beviser for eksport af olie fra områder kontrolleret af Islamisk Stat til Tyrkiet. Putin understreger, at der ikke var nogen grund ellers til at skyde det russiske fly ned og har angiveligt fået opbakning i sin holdning fra andre verdensledere.
”Jeg har givet relevante oplysninger om, hvad der skete, og de fleste deler den opfattelse, at der ikke har været behov for at angribe ubeskyttet russisk bombefly, da det ikke var nogen trussel for Tyrkiet, siger Vladimir Putin.
Putin afviste i Paris at holde møde med den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan.
Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan afviste tidligere at give Rusland en undskyldning, og sagde, at det ikke er Tyrkiet, der skal undskylde, men derimod Rusland, da russernes fly havde krænket tyrkisk luftrum. ota