Putin holder fast, grundårsagerne til krigen i Ukraine skal løses før fredsforhandling

Rusland: Ruslands præsident Vladimir Putin, sagde i en telefonsamtale med den amerikanske præsident Donald Trump, at Moskva ikke ville opgive sine mål i Ukraine. Det inkluderer ifølge ham at eliminere de såkaldte “grundårsager” til konflikten. Han er dog stadig interesseret i at forhandle med Kiev for at bilægge konflikten, skriver TASS torsdag med henvisning til en pressekonference i Kreml.
Moskva ser Ukraines intention om at tilslutte sig NATO og den pro-vestlige Maidan revolution i 2014, som førte til omstyrtelsen af det pro-russiske regime i Ukraine, som de grundlæggende årsager til krigen. Rusland kræver også international anerkendelse af Ruslands annektering af de besatte områder.
Det var den sjette offentligt kendte samtale mellem de to ledere, siden Trump vendte tilbage til Det Hvide Hus i januar, skriver Reuters, som forbinder telefonopkaldet med Trumps indtil videre frugtesløse forsøg på at opnå en våbenhvile i Ukraine. De to præsidenter talte sammen sidst den 14. juni, hvor de primært fokuserede på Iran. ota