Problemer på vej i Moldova

KONICA MINOLTA DIGITAL CAMERA

Parlamentet i Transdnjestr Foto: Ota Tiefenböck

Moldova: Moldova, det hidtil mindst problematiske land med hensyn til landets forhold til EU, kan se frem til en seriøs udfordring. Et tyrkisktalende mindretal i landets sydlige del, den autonome region Gaugazien, afholder i morgen en folkeafstemning, hvor regionens befolkning, omkring 175.000 mennesker, skal tage stilling til to spørgsmål.

Det ene af dem er, om de ønsker at Gaugazien skal erklære sig selvstændig i tilfælde af, at Moldova vil afgive landets selvstændighed. Spørgsmålet er opstået på grund af spekulationerne om, at der i Moldova og Rumænien er politiske kræfter, der arbejder på, at Moldova bliver en del af Rumænien.

Det andet spørgsmål handler om indbyggernes ønsker i forhold til EU og Rusland. Her skal indbyggerne svare om de ønsker at blive knyttet til EU eller til Den Euroasiatiske Toldunion sammen med Rusland.

Myndighederne i Moldova har forsøgt at forhindre folkeafstemningen, da den ikke er juridisk gældende, men myndighederne i Gaugazien holder fast. Afstemningen kan i værste fald true stabiliteten i landet samt Moldovas målrettede tilnærmelser til EU.

Moldova, som ofte bliver betegnet som Europas fattigste land, har i forvejen problemer med udbryderregionen Transdnjestr, som siden en borgerkrig i 1992,  er et de facto, selvstændigt land. Her er hovedparten af befolkningen russere, som ønsker at blive orienteret mod Rusland. ota

Share This