Præsidentvalg i Polen – Hvad stemmer vi om?

Belweder er et af de to palæer, den polske præsident råder over i Warszawas centrum. Foto: Wikimedia Commons

Af Michael Hardenfelt

Polen: På søndag afvikles første runde af præsidentvalget i Polen. Her skal den polske befolkning vende tommelfingeren op eller ned for, hvad de synes om Andrzej Dudas første 5 år som præsident, og valget er klart – omkring halvdelen af vælgerne vil sige ”godt gået Andrzej”, mens den anden halvdel vil sige ”skrid af helvede til”.

Andrzej Duda er meget tæt identificeret med den nuværende regering, og præsidentvalget bliver derfor mere en folkeafstemning for eller imod regeringen, end det bliver en egentligt vurdering af præsidentens kompetencer, statsmandskab og evne til at virke ”præsidentagtig” (en vanskelig kombination af folkelighed, distance og svæven over vandene). 

Det vil sige, at vælgerne egentligt skal tage stilling til et komplekst spørgsmål – ønsker man en videreførsel af den kulturrevolution, der har været i gang de sidste 5 år. Den indbefatter en mere konkret måde at styre staten på, et system, hvor parlamentet står over alle andre institutioner i samfundet, og hvor uafhængige kontrolinstanser reduceres til et minimum. 

Det er et emne, som for første gang er kommet på bordet som noget konkret og dominerende siden regeringen vandt parlamentsvalget for 5 år siden. Godt nok har der været andre valg, men her har de dominerende temaer været socialpolitik, europapolitik, økonomisk udvikling og værdipolitik … emner som den nuværende præsident nok gerne ville fortsætte med, men for første gang i 5 år, er det ikke regeringen der lægger valgets tema. Efter en sørgelig indledende kampagne og aflysning af valget i maj har oppositionen pludselig grebet bolden.

Det vil sige, at befolkningen siger ja eller nej til den polske demokratiopfattelse. Hvis de siger ja, har EU et problem, for hvad skal man stille op, hvis befolkningen siger, systemet er helt fint, mens EU ikke synes, det lever op til EU’s demokratinormer.

Hvis befolkningen siger nej har Polen et problem, for så får landet en langvarig kamp mellem en kulturradikal regering og en fjendtlig præsident. En løsning her kunne være at udskrive parlamentsvalg, hvilket dog kun kan ske, hvis regeringen kommer i mindretal og parlamentet besluttet at opløse sig selv. Kommer der en ny præsident, er dette en realistisk mulighed. Men selv hvis der bliver en præsident fra oppositionen, sikrer dette ikke, at mandatfordelingen i parlamentet ændres efter et eventuelt valg. Præsidenten skal have over 50% af stemmerne, regeringspartiet kan få over 50% af pladserne i parlamentet med 42-44% af stemmerne. Så det kan nemt ende i pat.

Det største problem er dog den opdeling, der findes i den polske befolkning, som sidder dybt i deres grøfter og har meget lidt kommunikation med hinanden. I virkeligheden behøver det ikke være sådan, for de sidste 5 år har udstukket en vej for Polen, som ikke bare lader sig omgøre. Først og fremmest er det socialdemokratiske samfund lagt på skinner, og meget få politikere tør udfordre dette. Det betyder også, at de liberale visioner for fremtiden er lagt i graven. Polen er et land med børnepenge, forsorg for de svage, pensioner, og politikere fra regering og opposition kappes om at overføre flere og flere midler fra skatteyderne til den svagest stillede del af befolkningen. 

Andre elementer som nok vil blive hængene, er tendenserne til en centralisering af den polske stat, det er i hvert fald ikke noget, som oppositionen har protesteret voldsomt imod. Så er der kirken, som langsomt men sikkert taber sin magt i det polske samfund. Den nuværende regering støtter sin magt på kirken, men betragter den instrumentalt – det er i øvrigt gensidigt. Polens udvikling mod en verdslig stat vil sikkert fortsætte, uanset hvem der er ved magten, selv om det godt kan være, det går (alt) for langsomt for de progressive kræfter i samfundet og udenlandske observatører. Men selv Irland er i dag ved at adoptere de vesteuropæiske normer, det kommer Polen også til … på et tidspunkt.

Det vi stemmer om på søndagen er efter min mening det, som er regeringspartiets egentlige målsætning – visionen om Polen som en mægtig magt i Europa, der kan påtvinge andre nationer sine synspunkter og værdisæt. Udviklingen af en polsk stat som gør, at når vi møder en polak, så bukker vi med en vis ærefrygt. Det er målet, og det mål er uopnåeligt, men dele af Polen vil fortsat kæmpe for det, og det vil de blive ved med, indtil Polen måske engang kommer til at føle sig godt tilpas med den position, landet har i verden og i Europa. 

Egentligt stemmer vi også om noget andet – retsreformer og en bevægelse mod en anden demokratiopfattelse, i stil med den som ses i Ungarn og Tyrkiet, og som er videreudviklet i Hviderusland og Rusland. Men – her tror jeg de globale tendenser er lige så vigtige. Polen følger med, landet lægger ikke sin egen vej mod totalitarisme. I de senere år har USA og præsident Trump accepteret den udvikling, der sker i Polen og Ungarn, men hvis Trump taber valget er det slut, og så er Polens vandring i den retning også slut. Polen har mere eller mindre været en russisk koloni i 260 af de sidste 310 år, og amerikanske (måske endda også europæiske) militære og diplomatiske garantier for manglende russisk indblanding er nok det, som står øverst på den politiske spiseseddel – uanset hvilket parti der regerer. 

I morgen bringer Mr.East Michael Hardenfelts oversigt over kandidater til præsidentvalget samt de sidste meningsmålinger.

Share This