Ad

Pompeo på rejse i Centraleuropa

Tjekkiets udenrigsminister Tomas Petricek med Mike Pompeo under et besøg i USA i februar Foto: U.S. Department of State

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Centraleuropa: For nylig besøgte USA’s udenrigsminister Mike Pompeo Danmark. 11. august ankom han til Prag, som er første stop på en rundtur i Centraleuropa. Målet for rejsen er helt tydelig, skriver Tim Gosling i ”Balkan Insight” 811.8.20), frem for alt at imødegå kinesisk og russisk indflydelse.

Den amerikanske tilbagetrækning for nylig af 10.000 soldater fra Tyskland, er et vigtigt punkt på dagsordenen. Når det gælder at standse Huawei’s aktiviteter, har USA allerede opnået gode resultater, set fra Washington. Frem for alt gælder det om at få skabt en ”coalition of the willing” i kampen mod enhver form for russisk og kinesisk indflydelse, efter mønstret fra krigen i sin tid mod Irak. Dengang var Europa stærkt delt. Tyskland og Frankrig fulgte ikke Bush’ linje, andre, herunder Danmark, var en del af ”koalitionen af villige”.

I dag har USA ikke støtte overalt i Europa, men føler at der gøres fremskridt. Ungarn er nok det land, der opretholder de tætteste bånd til Kina og modstår det amerikanske pres. Opbakningen til den amerikanske linje er større i Tjekkiet. Huawei’s aktiviteter i Tjekkiet blev standset allerede i 2018. Kina håbede dengang, at aldrende præsident Milos Zeman ville blødgøre regeringens linje.

Energi er også højt prioriteret. USA håber at Tjekkiet, som Polen, vil samarbejde med USA omkring atomkraft, ikke med EU-lande som fx Frankrig. Det amerikanske Westinghouse kæmper her også med russiske og kinesiske konkurrenter. Jan Lipavsky, parlamentsmedlem for Piratpartiet støtter USA i kampen mod USA og Kina.

Pompeo ankommer til Warszawa 15. august. Polen er kendt for at føre stærkt pro-amerikansk politik, men har dog også egne interesser at varetage. Polen er således betænkelig over for den amerikanske tilbagetrækning af tropper fra Tyskland. De 4.500 af dem skal dog placeres i Polen. Ja, det amerikanske ”V Corps Headquarters” skal placeres i Polen.

At Duda blev genvalgt som præsident skyldes, mener man i Duda-lejren, Trump’s støtte til Duda under dennes besøg et par dage før det polske valg. Duda og den polske regering ser gerne Trump genvalgt.  Polen, skriver Gosling, har ikke en helt klar politik når det gælder Kina. Kina-kortet kan jo bruges som instrument til at opnå indrømmelser fra Washington.

Pompeo vil næppe have samme succes under sit besøg i Østrig som i Prag og Warszawa, men forsøget på at få Wien med på den ”kinesiske sikkerhedstrussel” bliver naturligvis gentaget, også forsøget på at få bragt Østrig bort fra deltagelsen i Nortstream II gas-projektet. Noget tyder på, at Pompeo ikke kommer tomhændet hjem fra Wien, heller ikke efter besøget i Slovenien, hvor Lubljana også synes at bøje sig for USA et stykke ad vejen, fx i Huawei spørgsmålet. Problemet er Ungarn, men Orbán og Trump er på mange måder allierede ideologisk, begge EU-skeptiske.