Mediernes forfald og folkets moralske kompas

Af Jimmi Eklöv

Debat: Når journalistik bliver ideologi – og vælgerne siger fra

Man skulle tro, at et valg i et demokratisk EU-land som Polen ville blive dækket med nysgerrighed, åbenhed og respekt for vælgernes motiver. I stedet blev det seneste præsidentvalg i polsk politik i danske medier fremstillet som en moralsk kamp mellem det gode og det onde. Den liberale kandidat blev kaldt “midtsøgende og demokratisk”. Den konservative blev stemplet som “højreekstrem”. Men ikke én gang stillede nogen det mest oplagte spørgsmål:
Hvordan kan det være, at så mange polakker alligevel stemte på ham?

Et journalistisk svigt

Det er her, det egentlige journalistiske svigt viser sig. Dækningen formår ikke at forklare, hvad der faktisk er på spil i Polen. For valget handler ikke kun om økonomi eller EU-politik – det handler om værdier. Om kultur, tro, identitet og samfundssyn. Det handler om spændingen mellem et sekulært, kosmopolitisk verdensbillede og en katolsk, traditionsforankret forståelse af samfundet – en forståelse, som millioner af polakker stadig deler. Men dette perspektiv er næsten fraværende. Hvorfor? Fordi store dele af den vestlige medie- og politiske elite selv befinder sig solidt plantet i det liberale, sekulære hjørne.

Vælgeren som karikatur

Resultatet er en journalistik, hvor konservative vælgere fremstilles som forvirrede, farlige eller forførte. Den katolske, nationale vælger opfattes ikke som en borger, der træffer et legitimt valg – men som en, der skal genopdrages. Som én, der lever i en “falsk bevidsthed”. Men den bevidsthed er ikke nødvendigvis falsk.

Meloni og modreaktionen

Vi har set lignende tendenser i Italien, hvor Giorgia Meloni blev båret frem af vælgere, der havde fået nok af identitetspolitik og EU-kommissærer – og som fandt håb i hendes tydelige værdiopgør og erklærede kristne overbevisning. Meloni har åbent forsvaret den kristne arv, familien som samfundets kerne og Italiens katolske identitet – og blev derfor, makabert nok, af både udenlandske og danske medier stemplet som neofascist. Det kunne mange italienere tydeligvis gennemskue – og rystede måske endda på hovedet af forsøget på stigmatisering. I hvert fald vandt hun valget.

Slovakiet: Det samme mønster

I Slovakiet så vi noget lignende. Her gjorde Robert Fico comeback med et projekt forankret i konservative og katolske værdier – ikke som reaktionær fanatisme, som pressen ofte beskrev det, men som en velovervejet protest mod den kulturelle og værdimæssige opløsning, mange oplever komme fra EU og Vesten. Han taler til mennesker, for hvem kristendommen stadig betyder noget – og som ikke ser deres tro som en privatsag, men som en del af det offentlige rum.

Polen

Og vi ser det samme i Polen, hvor en konservativ kandidat klarer sig stærkt – trods massiv og ensidig mediedækning til fordel for hans liberale modstander og stigmatisering af ham selv.

Når medier overtager magtens fortællinger

Netop derfor er tilliden til medierne også i frit fald – ikke kun i Polen, men i hele Vesten. For det er desværre blevet en generel tendens , at medierne i stigende grad indtager en tydeligt liberal position. I stedet for at analysere magten, adopterer de den. I stedet for at stille spørgsmål, gentager de svarene. Den kritiske distance er forsvundet – erstattet af en næsten automatisk loyalitet over for det sekulære, progressivistiske verdensbillede. Folk er ikke dumme. De mærker godt, hvornår en journalist rapporterer – og hvornår han fører kampagne. De forstår, hvornår dækningen er båret af nysgerrighed, og hvornår den er drevet af ideologi. Problemet er, at medierne ofte ikke selv ser det. Fanget i deres egen boble har mange ukritisk overtaget den liberale politiske elites sprog, narrativ og dagsorden. Det er ikke bare beklageligt. Det er dybt uprofessionelt.

Journalist eller ideolog?

God journalistik kræver nemlig det modsatte: Evnen til at sætte sig ud over egne holdninger. At formidle med åbenhed, så læseren eller seeren selv kan tage stilling. Det burde man sætte en ære i. Det kræver faglighed – ikke aktivisme.

Demokratisk ånd

Det er naturligvis fortvivlende at opleve mediernes manglende evne og vilje til at være redelige, nysgerrige og fair. Men meget beskrivende var danske medier fyldt med artikler  om ” det triste udfald af det polske valg”  dagen efter valget . Men  det håbefulde  for demokratiet  er faktisk befolkningernes sans for at tænke selv. At så mange vælgere i Polen, Italien, Slovakiet og andre steder ikke har ladet sig intimidere af ensidig dækning, stempling og forudindtagethed. De stemmer alligevel – efter deres samvittighed. Efter deres indre moralske kompas.