Polens regering mindre populær hos vælgerne

Formand for PiS partiet Jaroslaw Kaczynski Foto: M. A. Cholewicz

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: At dømme efter en frisk meningsmåling fra instituttet Kantar står den polske regering til markant tilbagegang, hvis der er valg nu. Derfor gør Jaroslaw Kaczynski, leder af Lov og Retfærdighedspartiet, formentlig, hvad han kan for at undgå valg inden regeringsperiodens udløb i 2023. Dog ikke for enhver pris.

Samarbejdet inden for regeringskoalitionen (Forenet Højre) halter lige nu alvorligt. I målingen, offentliggjort i ”Polityka” (14. 2021), står Lov og Retfærdighedspartiet til 28 pct. eller 10 pct. lavere end ved det sidste valg. Men oppositionen har sine egne problemer, især Borgerplatformen, det største parti inden for Borgerkoalitionen, der i målingen får blot 17 pct. Venstreblokken står til 10 pct.

Den helt store vinder er Szymon Holownia’s nye parti Polen 2050, der får ikke mindre end 25 pct., det højrenationale parti Konføderationen står til 8 pct. Ikke alle målinger giver dog Holownia’s parti så højt et stemmetal. Var der præsidentvalg nu ville Andrzej Duda, den nuværende præsident, tabe til oppositionens kandidat Rafal Trzaskowski.

Regeringens håndtering af corona pandemien er en væsentlig årsag til nedturen. 47 pct. af de adspurgte mener, at regeringen har håndteret bekæmpelsen af pandemien ”meget dårligt” eller ”dårligt, kun 21 pct. siger at den er håndteret ”godt” (15 pct.) eller ”meget godt” (16 pct.). Regeringen satser tydeligvis på bedre tider efter coronaen, fastslår dagbladet ”Rzeczpospolita” (7.4.2021) i en analyse.

Inden for de kommende måneder skal regeringen ud i svære forhandlinger om støtte – eller ikke-støtte – fra EU og om regeringens økonomiske plan (Ny Orden) frem til næste parlamentsvalg. Ny Orden programmet vil lancere en række initiativer, som regeringen tror vil rette skuden op. Er Lov og Retfærdighedspartiet tvunget til at regere videre som mindretalsregeringen kan planen måske lanceres som et led i den kommende valgkamp, lyder vurderingen. Den udvej kan være at foretrække frem for nyvalg på et uheldigt tidspunkt.

Måske Lov og Retfærdighedspartiet kan få lokket parlamentsmedlemmer fra Kukiz-15 og Bondepartiet over i regeringsfolden og derved få et flertal bag Ny Orden programmet, dersom Zbigniew Ziobro’s parti Solidarisk Polen og Jaroslaw Gowin´s parti Forståelse forlader regeringen eller bliver ekskluderet grundet illoyal optræden. I nogle meningsmålinger klarer Zbigniew Ziobro’s parti Solidarisk Polen lige akkurat spærregrænsen på 5 pct.   

Share This