Polen under Jaruzelski og kampagnen mod Adam Michnik

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: Polsk politik i dag er yderst polariseret. I den politiske kamp rettet mod ”fjenderne” gøres der også flittigt (mis)brug af historien. Ét eksempel er den video, der er offentliggjort om Adam Michnik og hans positive udmeldinger tilbage i tiden om Wojciech Jaruzelski, generalen der styrede Polen under undtagelsestilstanden i 1980erne, jævnfør omtalen om det i mreast.dk.

Adam Michnik er chef for oppositionsavisen ”Gazeta Wyborcza” og et ”hadeobjekt” for højrenationale i Polen. Det polske ”Newsweek” (50.2021), der er i skarp opposition til den nuværende polske regering, bringer en interessant analyse af, hvordan forholdene faktisk var i Polen under Jaruzelski og undtagelsestilstanden, som blev iværksat i december måned 1981, for 40 år siden.

Oppositionen mod styret havde vokset sig stærkere og stærkere i 1970érne under Edward Giereks styre. I midten af 1970erne opstod bevægelsen KOR, komiteen til Forsvar for Arbejderne, og sidst i 1970erne fik vi Solidaritet med Lech Walesa i spidsen. Det lykkedes Solidaritet at presse regeringen til indrømmelser, men det endte med indførelse af undtagelsestilstanden og et forbud mod Solidaritet efter voldsomt ydre pres fra Sovjetunionen samt fra DDR og det daværende Tjekkoslovakiet. Wojciech Jaruzelski fik herefter til opgave at ”normalisere” Polen, sikre fortsat étpartistyre og fortsat loyalitet over for Sovjetunionen og Warszawapagten.

Dette var lykkedes et godt stykke ad vejen i Tjekkoslovakiet efter Warszawapagt invasionen i 1968, men en ”normalisering” var sværere, for ikke at sige umulig at indføre i Polen. Oppositionen var i årene under undtagelsestilstanden delt i flere lejre. Nogle valgte at arbejde under jorden og her udgive kritiske artikler (”samizdat”), andre blev fængslet og eller sat i husarrest, deriblandt Lech Walesa og Adam Michnik. ”Pragmatikere” stod over for ”emotionelle”. Størstedelen af befolkningen trak sig helt tilbage fra politik, over  privatsfæren. Befolkningens holdning til Jaruzelski var ambivalent.

Uafhængige meningsmålinger gennemført i 1989 viste, at et lille flertal af polakkerne støttede indførelsen af undtagelsestilstanden. En tilsvarende måling fra 1983, to år efter Jaruzelski’s indgreb, stod stemmerne næsten lige, 43 sagde ja, 44 pct. nej. Ja, flere polakker støttede i 1980erne det kommunistiske parti (PZPR) mere end Solidaritet. Det var ikke ensbetydende med opbakning til regimet, men udtryk for et ønske om stabilitet og, måske allermest, at undgå en sovjetisk militær invasion, sådan som det var sket i Tjekkoslovakiet efter Prag-foråret i 1968.

Da Gorbatjov kom til og med udsigt til rundbordsforhandlinger med myndighederne om overgang til demokrat i 1988, fik pragmatikerne overtaget og flertallet af polakkerne blev modstandere af systemet. Til pragmatikerne hørte Adam Michnik og Lech Walesa. Brødrene Kaczynski spillede ikke nogen central rolle dengang, hvilket utvivlsomt er med til at sætte rundbordsforhandlingerne i dårligt lys blandt højrenationale, også i dag, godt 30 år efter de fandt sted.

Jeg husker selv tiden, da jeg besøgte Polen og deltog i flere forskerkonferencer om udviklingen i Polen i årene 1988-1990. Jaruzelski og andre forhandlere fra myndighederne blev blandt pragmatikere, herunder Michnik og Walesa, mødt med respekt, for de var trods alt rationelt indstillede og villige til at give indrømmelser. Som bekendt endte det med aftalerne i forårsmånederne 1989 og det efterfølgende frie valg. Jaruzelski skulle indtil videre være præsident og kommunisterne være garanteret en vis repræsentation i parlamentet.

Revolutionen var ”selvbegrænsende”. Der var ikke ønske om en borgerkrig, hverken i Polen selv eller i USA og Vesteuropa. Den ville helt sikkert have ført til Gorbatjovs fald og et come-back for betonkommunister i Kreml og måske også i Polen.  I dag er Michnik og hans avis (”Gazeta Wyborcza) stærkt kritisk over for Rusland og i skarp opposition til den nuværende højre-nationale regering. Lech Walesa er også stærkt modstander af regeringen, men har forholdt sig pragmatisk over for Putin. Han mener, at forhandlingsvejen, at få indrømmelser fra Rusland er muligt, ganske som det var tilfældet i 1980 og i 1988-1989. At boykotte Putin og Rusland kan gøre mere skade end gavn.