Polen opruster, men afviser at deltage i militære missioner i Grønland og i Ukraine
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Polen: Vi sender ikke polsk militær til Grønland. Denne klare udmelding kom fra Donald Tusk straks efter, at en række europæiske lande – endnu en “coalition of the willing” – var blevet enige om at sende en militær mission til Arktis. Missionen har mere symbolsk end militær betydning, men er vigtig set i lyset af Donald Trumps krav på Grønland og Ruslands og Kinas interesser i området. Tyskland og Frankrig bidrager hver med nogle hundrede soldater, mens andre – Storbritannien, Sverige, Norge, Belgien, Finland, Island og Slovenien – bidrager med færre. Missionen til Grønland blev underskrevet 6. januar i Paris og udmeldt til omverdenen i ikke-konfrontatoriske vendinger, men den skal ses som en opbakning til Danmark i den løbende strid med USA om retten til Grønland. Både regering og opposition afviser polsk deltagelse. Den skader mere, end den gavner, lyder det.
Polen har svært ved at forholde sig til USA under Trump. Som påpeget i en artikel i ugeskriftet “Polityka” har Trump (endnu en gang) truet med at indføre straftold over for lande, der agter at deltage. I perioder har han dog dæmpet retorikken, tvunget af omstændighederne. Europa må vænne sig til, at USA ikke agter at forsvare Europa i tilfælde af krig, i hvert fald ikke i samme omfang som tidligere lovet. Denne linje ændres ifølge mange iagttagere næppe væsentligt den dag, demokraterne igen sejrer og erobrer Det Hvide Hus.
En anden “coalition of the willing” med Frankrig og Storbritannien i spidsen har som nævnt i mreast.dk fremsat forslag om en militær styrke til Ukraine efter indgåelse af en aftale om ikke-krig og/eller våbenhvile i Ukraine, i stil med dem, der tidligere blev sendt til Afghanistan (ISAF) og til Balkan (KFOR). USA’s rolle er uafklaret. Rusland afviser pure tilstedeværelse af militær fra NATO-lande i Ukraine, og spørgsmålet er, om det vil være muligt at rekruttere tilstrækkeligt militært personel, hvis planen mod forventning skulle blive gennemført. Polen har været og er en vigtig frontlinjestat, så længe krigen i Ukraine varer. Men Polen har også et kompliceret forhold til Ukraine. Polens villighed til at underlægge polske styrker kommandoer, der kommer fra England, Frankrig og måske også Tyskland, er mildt sagt beskeden.
Polen bakkede i sin tid op om USA’s militære missioner i Afghanistan og Irak med våben og soldater og accepterede endda, at berygtede CIA-fangelejre blev placeret på polsk område. Forholdet til USA blev forværret under Barack Obama, der opgav at placere et antiraketforsvar på polsk territorium. I dag har Polen militære styrker udstationeret i Rumænien og Letland.
Polen har øget militærudgifterne markant og er aktivt engageret i krigen mod Rusland. Forholdet til Trumps USA er vanskeligt. Trumps fredsplaner for Ukraine får ikke støtte. Rusland er hovedfjenden, men Ukraine er af den grund ikke en “ven” eller allieret. Et fælles, overnationalt styret EU-militær er heller ikke sagen. Visegrad-samarbejdet – samarbejdet mellem de fire centraleuropæiske lande – vakler.
Måske taber Viktor Orbán valget i Ungarn i april, men det er i sig selv ikke ensbetydende med et interessesammenfald. Péter Magyar, den mulige nye ministerpræsident, ønsker EU’s sanktioner mod Ungarn ophævet, men har – som Tusk, Fico og Babiš – ikke tænkt sig at følge alle ordrer fra Bruxelles. Han betragter sig selv som kritisk EU-tilhænger. Ungarn må gerne slutte sig til euroen, men al import af olie og gas fra Rusland skal først ophøre i 2035.