Polen, Litauen og Rumænien i fælles erklæring for Hviderusland

Forud for det planlagte møde i Det Europæiske Råd d. 24.-25. september har statslederne for Polen, Litauen og Rumænien mandag underskrevet en erklæring, der lægger op til en større økonomisk handlingsplan fra EU’s side målrettet Hviderusland.

Af Claudia Mazur

Hviderusland: Imens alles øjne er rettet mod den politiske situation i Hviderusland, har de tre ledere for Polen, Litauen og Rumænien tidligere i dag nået til enighed om en fælles erklæring med en række punkter, der skal imødekomme Hviderusland og støtte op om et længerevarende samarbejde.

De ønsker at benytte mødet i Det Europæiske Råd til at drøfte og nå til enighed om en fælles retningslinje i EU, der vil give plads til et fremtidigt samarbejde med Hviderusland primært på det økonomiske plan, men også på andre politiske områder som fx energiomstilling og visumfri adgang, siger den polske statssekretær Krzysztof Szczerski. 

Derudover ønsker de tre ledere at opfordre både lande og organisationer uden for EU til at stå sammen og tage del i en fælles handlingsplan, der vil kunne skabe et grundlag for et godt investeringsmiljø, der kan genrejse økonomien i landet.

Økonomisk Marshall-plan til gengæld for demokratisk valg

Så sent som i sidste uge var Polens premierminister Mateusz Morawiecki ude og proklamere, at han på vegne af Viségradgruppen (V4) bestående af Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn vil fremlægge et forslag om en økonomisk Marshall-plan til Hviderusland, som han vil fremlægge under det kommende møde for Det Europæiske Råd. Idéen med forslaget er, at den økonomiske håndsrækning udelukkende skal gå igennem, hvis Lukasjenko indvilliger i at afholde et nyt demokratisk valg. Derfor håber V4-landende i tæt samarbejde med EU at kunne sætte et yderligere pres på Lukasjenko.

Dagens udmelding tyder på, at spørgsmålet om Hviderusland blandt mange andre emner vil være på dagsordenen på det kommende møde i Det Europæiske Råd. 

Share This