Polen, kristendom, uafhængighed, valgkamp og perversion

Den sorte Madonna af Czestochowa Foto: Ota Tiefenböck

Kommentar af Michael Hardenfelt

Polen: Polen blev officielt kristent i 966, og altså medlem af datidens europæiske kulturfællesskab nogenlunde samtidigt med Danmark. Selv om vi også i Danmark har lidt Jellingesten-kult, er det intet mod den dyrkelse af fortiden, som finder sted i Polen. 

Polen tabte kampen med Rusland om at blive den dominerende magt i Øst- og Centraleuropa, og fra omkring år 1700 blev Polen langsomt fortæret af Rusland, som gradvis øgede sin indflydelse. I virkeligheden var Preussens aggressive ekspansionspolitik i det 17. århundrede delvis rettet mod Rusland, for delingerne af Polen i 1772, 1793 og 1795 var deling af et territorium, som i realiteten allerede var blevet en russisk koloni.

Polen som stat forsvandt i 1795, og det var også indledningen til en periode, hvor savnet efter den forsvundne stormagt tog fart indenfor polsk romantisk musik, litteratur og malerkunst. Nedenfor ses Jan Matejkos (1838-1893) billede fra 1889, som viser, hvordan Polen blev kristnet omkring 1.000 år tidligere. 

Midt iblandt skove, plove og en opadstigende sol står Kong Mieszko I (morfar til den danske Kong Knud den Store) og støtter sin venstre hånd (og dermed symbolsk sin regering og Polens skæbne) på korset, mens højre hånd på det hvilende sværd viser, hvordan han personligt har overvundet de hedenske guder. Imens står folket i kø for at modtage dåbens nådegave.

Kristendommen har haft en afgørende indflydelse på Polens udvikling som en genopståen stat. I realiteten har Polen kun været selvstændigt i årene 1918 til 1939 samt efter 1989, og det vækker et helt andet behov for at opbygge den nationale kultur, end vi ser i de fleste Vesteuropæiske lande. Her beskrives smerten ved at miste de østlige territorier (i dag Ukraine, Hviderusland og Litauen), som jo i virkeligheden kan sammenlignes med den smerte danskerne følte ved tabet af Norge, Island, Slesvig-Holsten og de Vestindiske Øer. Også folket i England, Frankrig og Spanien har gennemlevet svære psykologiske kriser ved tabet af kolonier, som har reduceret dem fra stormagter til regionale stater, og det er nok en proces Polen også skal igennem, selv om reaktionen kommer med en vis forsinkelse. 

Og midt i hele denne identitetsopbygning kæmper kirken som en løve, for at bibeholde sig greb om Polen og myterne om kirken som den evige sammenhængskraft i den polske stat. Myterne er falske, for Polen er lige så meget opbygget af protestanter, ortodokse og jøder, men kirken gør hvad den kan, for at udviske erindringen om andre religioner, og det er lykkedes for dem. En meget stor del af Polens befolkning tror på det åndelige fællesskab mellem Polen og den katolske kirke, og netop derfor kan man bruge præsidentkampagnen til at bekæmpe LGBT-ideologi. 

Selv om det godt kan lyde sådan, er det ikke de enkelte seksuelle ”afvigere”, der bekæmpes. Præsidenten taler om kampen mod en accept af at stille ”anderledes” levevis til skue – altså at normalisere to mænd, som lever sammen eller mennesker, som ikke finder sig hjemme i det køn, Vorherre ved en fejltagelse har givet dem. Kirken (og præsident Duda) fordømmer ikke enkeltindivider for deres seksualitet/ kønsidentifikation, men de fordømme marcher på offentlig gade, undervisning i skolerne og i det hele taget enhver offentlig diskussion af et emne, som strider mod forestillingen om, at mænd og kvinder lever i et ægteskab og avler nogle børn, med mindre de hengiver sig til Gud (og måske også djævlen) i klostre og cølibat, hvor seksualitet og kønsidentifikation kan holdes indenfor helligdommens solide mure.

Share This