Polakker frygter Brexit

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Illustrationsfoto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen: Polakker i Storbritannien frygter ikke uden grund, at folkeafstemningen i Storbritannien i juni ender med, at Storbritannien forlader EU. Aftalen med EU er på plads, men nu rettes opmærksomheden mod den britiske valgkamp.

Over 600.000 polakker arbejder i Storbritannien, og som beskrevet i en artikel i ”Gazeta Wyborcza” (med ”Deutsche Welle” som kilde), agter mindst halvdelen at forblive her med familien.

Et ”Brexit” kan, frygtes det, betyde, at mulighederne for at få familien samlet i Storbritannien bliver sværere. Det frygtes også, at det bliver vanskeligere og dyrere at overføre penge fra Storbritannien til Polen.

Årligt overfører polakker i arbejde i Storbritannien for omkring 4 mia. euro til hjemlandet. De store bidrag fra EU’s kasser kan også komme i fare.

Siden medlemskabet i 2004 har Polen sikret sig ikke mindre end 108 mia. euro fra EU’s kasser. Storbritannien var sammen med Sverige og Irland i sin tid først til at åbne op for arbejdskraft fra de nye EU-medlemmer fra øst, og det har givet Storbritannien store økonomiske fordele.

Polske arbejdere betragtes af britiske arbejdsgivere som ”mønsterarbejdere”, men ses i fagforeningskredse som løntrykkere og ikke helt uden grund. Migranter fra det ”nye Europa” er ikke populære i alle samfundslag.

Share This