”Partnerskabet” mellem Rusland og Kina

Putin i Kina Foto: Kremlin

Rusland/Kina: Rusland og det stadig mægtigere Kina har over de sidste år gentagne gange understreget deres ”strategiske partnerskab”. Allerede i 1996, under Jeltsin, blev der talt om et ”strategisk partnerskab”, i dag udvidet til et ”comprehensive strategic partnership”. Grundlaget for samarrbejdet er, som sagt af Jeronim Perovic og Benno Zogg i en analyse for ”Center for Sikkerhedsstudier” i Zürich, fælles økonomiske og geopolitiske interesser.

Rusland har før, inspireret af Gorbatjov’s tese om et ”fælles europæisk hus”, gentagne gange foreslået indført et europæisk partnerskab, et ”Storeuropa” med en frihandelszone strækkende fra Lissabon til Vladivostok. Den plan har som bekendt ikke fået opbakning i USA og i det meste af Europa. Med det stadig mere spændte forhold mellem Rusland og Vesten og især efter Maidan 2014 og annekteringen af Krim er der i stedet blevet talt om et ”Stor-Eurasien” og med langt større satsning på Centralasien og i særdeleshed Kina.

Kinas præsident Xi Jinping er det udenlandske statsoverhoved, Putin har holdt møder med flest gange, ikke mindre end 28 gange. Kinas og Ruslands økonomier er i høj grad komplementære. Rusland eksporterer typisk varer, energi, råvarer og våben, som Kina mangler. Der er også et stigende potentiale for eksport af landbrugs- og fødevarer fra Rusland til Kina samt et uudnyttet potentiale for kinesisk turisme. Kina eksporter til Rusland højteknologi, fx IT systemer, industrivarer og forbrugsvarer og begrænser dermed virkningerne af de vestlige sanktioner rettet mod Rusland.

Modsat før 2014 er Rusland villig til at sælge Kina ”last-generation” våben. Alene i 2018 steg samhandelen med 25 pct., til det der svarer til over 100 mia. dollar. Kina ønsker at mindske afhængigheden af energiimport fra Golfen, derfor hilses øget energiimport fra Rusland velkommen. I Arktis leverer Kina nu mere end 25 pct. af udstyret til olieudvinding og ejer nu en femtedel af Ruslands arktiske projekter for flydende gas (LNG). 

Samhandelen med Kina vejer tungest for Rusland, for Kinas bruttonationalprodukt (BNP) er 6 gange højere end Ruslands. Rusland ønsker ikke ensidigt at satse på energieksporten til Kina. Eksporten til Europa ønskes fastholdt længst muligt. Derfor planlægges der anlæg af en meget lang ledning (”Altai Pipeline”) for at forbinde gasledningerne i Øst- og Vestsibirien. Rusland er også deltager i det store kinesiske ”Bælt og Vej” (BRI) projekt, men er her ikke vigtigste land for Kina. Kazachstan har fx fået væsentlig flere BRI investeringer end Rusland.

Rusland ønsker også at fastholde og gerne styrke den Eurasiske Union”, har tropper udstationeret i Kazachstan, Kirgisistan og Tadjikistan, men accepterer, at Kina er og bliver supermagten målt efter økonomiske kriterier, ikke Rusland. Både Rusland og Kina har interesse i længst muligt at minimere den vestlige indflydelse i Centralasien og samarbejder derfor tæt bl.a. inden for SCO (”Shanghai Cooperation Organisation”). Allerede i 2009 brød Kina Ruslands monopol på gasleverancer fra Kazachstan og Turkmenistan. 

Samarbejdet mellem Kina og Rusland har også fået stigende militær betydning. I 2018 deltog kinesiske tropper for første gang i Ruslands ”Vostok” (”Øst”) militærøvelser. Der er også holdt fælles øvelser i Det sydkinesiske Hav. Både Kina og Rusland er atommagter, og begge har vetoret i FNs Sikkerhedsråd. Begge lande afviser, hvad de ser som utidig vestlig indblanding og ønsker globalt ”multiple value systems” som alternativ til Vestens forsøg på at sprede ”liberale” værdier.

Kina har ligefrem brugt den russiske formulering ”farvede revolutioner” (støttet af Vesten) om begivenhederne i Hongkong. Både Rusland og Kina har opprioriteret ”internet-sikkerheden” højt og opfatter ”terrorisme” meget langt på den samme måde. De to lande har kort sagt opnået et udvidet partnerskab, men vi har ikke, hedder det i analysen fra ”Center for Sikkerhedsstudier”, at gøre med et egentligt allianceforhold.

Kina har således ikke anerkendt den russiske annektering af Krim, og Rusland ønsker tætte forbindelser til fx Vietnam, Sydkorea, Indien og Japan. En normalisering af forholdet til vestlige lande hilses også velkommen i Moskva. Men de to lande er enige, når det gælder mange konflikter rundt om i verden, fx Iran, Venezuela og Nordkorea. Så at tro på, at forholdet mellem Kina og Rusland bliver afløst af kold krig og hård konkurrence, er ønsketænkning.

Share This