Orbáns parti stadig i front i Ungarn
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ungarn: En frisk meningsmåling gennemført af “Századvég” i dagene23.-27. september viser, at Fidesz stadig fører klart og også vil kunne genvinde sit flertal i parlamentet, hvis der var valg nu.
Af dem der har taget stilling vil 49 pct. stemme på Fidesz, Socialistpartiet (MSZP) og Jobbik står hver til 16 pct., Miljøpartiet LMP til 6 pct. og Ferenc Gyuarcsanys Demokratisk Koalition (DK) til 5 pct. Andre partier, fx Együt, er under spærregrænsen på 5 pct.
Undersøgelsen blev gennemført lige før Socialistpartiets leder Lászlo Botka overraskende meddelte, at han trækker sig fra kandidaturet til at blive ministerpræsident efter valget i 2018. Hans begrundelse for at trække sig var, at hans parti var blevet infiltreret af Orbáns parti Fidesz, og, nok så vigtigt, at oppositionen ikke har kunnet enes om at stille op ved valget på en fælles partiliste ved valget.
Botka forlangte, at den kontroversielle tidligere ministerpræsident Ferenc Gyurcsanys parti Demokratisk Koalition i givet fald skulle være holdt ude fra den fælles liste.