Orbán: En ny æra er begyndt

Viktor Orbán  Foto: European People's Party

Viktor Orbán Foto: European People’s Party

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Ungarn: Tiden er inde til at handle, det betaler sig at handle modigt, fast og med selvtillid, fastslog Viktor Orbán i sin “state of nation” tale. I 2014 lukkede vi æren for stabilisering, erklærede han, siden har vi indledt en “flyvende start” på den ny æra. Målet er at forbedre Ungarns konkurrenceevne og derved løfte befolkningens indkomster.

Målet er at få skabt et “civic Hungary” der bygger på kristne værdier. Orbán erklærede også, at den nuværende migrantbølge truer ikke alene de resultater, der er opnået, men også dem, der gerne skal realiseres inden for de næste år.

I den forbindelse kom Orbán ind på Ungarns udenrigspolitik. Her erklærede han, at Ungarn ikke på samme tid skal være i konflikt med Tyskland, Rusland og Tyrkiet. Når det gælder om at skabe sikkerhed og stabilitet, nytter det ikke at forfølge “drømme”, men holde sig til “realiteterne”.

“Sandheden er, at vi i Europa er ved at opbygge parallelsamfund med borgere (migranterne), der ikke tror på vores måde at leve på”, erklærede Orbán.

Han blev suppleret af udenrigsminister Péter Szijjartó, der mente, at havde andre europæiske ledere lyttet til Ungarn for et år siden, var det slet ikke kommet så vidt.

Orbán har udskrevet en folkeafstemning om ja eller nej til EU’s obligatoriske flygtningekvoter. At dømme efter oplysningerne i “Hungary Matters” vil 84 pct. af vælgerne stemme nej til kvoterne, heraf hele 97 pct. af Fidesz’ vælgere.

Oppositionen afviste forståeligt nok Orbáns udtalelser. Men som det politiske billede tegner sig lige nu, er Orbán i offensiven. Målt vælgermæssigt har flygtningekrisen været noget nær en gave til ham.

Share This