Ny regering i Tyskland kan blive uden CDU/CSU

CDU Foto- Eric Koch

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Med knap 100 dage til valget i Tyskland er valgkampen for alvor gået i gang, og allerede nu tegner der sig en mulig overraskelse.

Selv om Merkels parti CDU/CSU går pænt frem og er klart det største parti med knap 30 procent, er det langt fra givet, at de kommer med i en kommende regeringskoalition med Armin Laschet som kansler. En helt anden mulighed kan nu blive en realitet.

Selv om De Grønne styrtdykker til omkring 20 procent, er det ikke urealistisk, at Annalena Baerbock bliver kansler i en såkaldt Ampel-regering (rød-gul-grøn) bestående af De Grønne, SPD og FDP.

Senest har De Grønne og FDP erklæret sig rede til et samarbejde, selv om de to partier var på kollisionskurs efter valget i 2017, hvor en mulig regering med CDU/CSU, FDP og De Grønne faldt til jorden, da FDP trak sig i sidste øjeblik.

SPD skal med i Ampel-koalitionen, hvis der skal være et flertal, men partiet har endnu ikke taget stilling. Det store spørgsmål er, om vicekansler og nuværende finansminister Olaf Scholz vil affinde sig med at være såkaldt juniorpartner i den konstellation.

SPD har i weekenden kritiseret både De Grønne og CDU, hvor især Annalena Baerbock bliver beskrevet som værende alt for uerfaren, og at hun ikke udstråler den nødvendige „suverænitet“ til at bestride embedet som kansler.

Olaf Scholz har som er erklæret mål at blive kommende kansler, selv om SPD kun kan mønstre 15-17 procent af stemmerne. Dermed skal han hente 4-5 procent i forhold til De Grønne.

Hvis SPD ender med at blive større end De Grønne, er vejen mod en Ampel-regering med stor sandsynlighed banet. Men hvis De Grønne ender med at blive større end SPD, kan andre muligheder komme i spil. Det kunne være CDU/CSU sammen med De Grønne og med eller uden FDP.

Share This