Nu mangler vi kun Snehvide spillet af en transseksuel afrikaner

Af Ota Tiefenböck

Debat: Den amerikanske Academy of Motion Picture Arts and Science, som bl.a. står for uddeling af Oscar i film, har indført nye regler for film, der kan opnå en Oscar. Ifølge de nye regler skal mindst en af filmens hovedpersoner eller en vigtig birolle være besat af en person fra en minoritet. Derudover skal mindst 30 procent af de resterende skuespillere være fra en minoritet og mindst en af filmens tema skal berøre en minoritet. En minoritet er ifølge Akademiet kvinder, mennesker af en anden hudfarve end hvid, socialt svage personer, fysisk eller mental svage personer eller personer fra LGBT+.

De tyske delstater Hamburg og Schleswig-Holstein har indført identitetspolitiske elementer som krav for at modtage filmstøtte. Fremover handler det altså ikke om kunstnerisk indhold, men om inklusion og mangfoldighed, hvis man vil gøre sig en forhåbning om at modtage filmstøtte. Det er formentlig kun spørgsmål om tid, hvornår tendensen breder sig ud over hele Europa og hvornår den kommer til Danmark.

Kan man i mangfoldighedens navn begrænse den kunstneriske frihed og kreativitet? Altså i mangfoldighedens navn begrænse selve kunstens mangfoldighed?

Hvor er egentlig forskellen mellem det vi er vidner til nu og tiden i Østeuropa under Sovjetunionen, hvor der også var klare regler for, hvilke film eller anden kunst, gjorde sig fortjent til støtte fra staten? Dengang skulle kulturen afspejle de kommunistiske værdier, det brave socialistiske menneske. I dag en misforstået og falsk mangfoldighed.

Det er påfaldende hvor lidt opmærksomhed de seneste amerikanske tiltag får i medierne og på sociale medier, hvor såkaldte progressive debattører har en klar holdning til alt mellem himmel og jord, især hvis det kommer fra det østlige Europa. Men det er formentlig nemmere og ikke så farligt for eksempel at fordømme Orbáns regering, som senest vil begrænse Budapests film- og teaterakademis frihed. Akademiets nye bestyrelsesformand mener at kunst skal afspejle de nationale og kristne værdier. Den slags jo er et fyord, så der er man på den sikre grund med sin kritik, især når den handler om Orbán.

Regler og påbud i kunsten kan IKKE forsvares, uanset om de handler om socialisme, nationalisme, kristendom, etniske eller seksuelle minoriteter eller om noget helt andet. En monokultur bringer aldrig noget godt med sig, og det må nærmest være en pligt for et hvert tænkende menneske at råbe op.

Gør vi det ikke nu og ikke klart siger fra, er det kun spørgsmål om tid, hvornår vores børn og børnebørn oplever f.eks. Snehvide spillet af en transseksuel afrikaner. Ikke fordi jeg har noget imod transseksuelle afrikanere, men jeg har noget imod at blive påduttet noget, andre har bestemt som værende det korrekte syn på samfundet. Det har jeg nemlig prøvet før.

Share This