Nagorno-Karabakh, øget risiko for krig

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Armenien/Aserbajdsjan: En farlig cocktail bestående af optrappet armensk krigsretorik og udtømning af Adserbajdjans politiske tålmodighed har markant øget faren for regulær krig omkring Nagorno-Karabakh. Det skriver Vasif Huseynov, forsker ved Center for Internationale analyser i Baku, i en analyse for ”New Eastern Europe” (8.10.2019).

Vasif Huseynov skriver blandt andet, at Nagorno-Karabakh er en region i Aserbajdsjan og forårsagede krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan efter Sovjetunionens sammenbrud. Militære sammenstød mellem de to sider forekommer stadig på trods af våbenhvileaftalen fra 1994. Mæglingen af ​​OSCEs Minsk-gruppe, med som formand for Frankrig, Rusland og USA, har ikke ydet et konkret bidrag til konfliktløsningen.

Under debatten i FNs generalforsamling i september fremhævede Adserbajdjans udenrigsminister Elmar Mammadyarov, at forhandlingerne om fred i Nagorno Karabakh ikke havde gjort fremskridt over det sidste år. Han tilføjede, at ”forhandlingerne kan ikke vare ved i evighed”, underforstået at udgangen kan blive krig.

Det er første gang siden regeringsændringen i Armenien sidste år, at der er meldt så hårdt og bastant ud fra adserbajdansk side. Da Serzh Sarsyan’s regering sidste år blev væltet i Armenien, blev der udtrykt en vis optimisme. Et kort møde blev afholdt mellem AdserbajdJans præsident Alham Aliev og Armeniens nye ministerpræsident Nikol Pashinyan i forbindelse med et topmøde inden for SNG, der står for ”Sammenslutningen af Uafhængige Stater”, landene i det gamle Sovjetunionen).

Topmødet blev holdt i Tadjikistan i september 2018. I marts måned i år mødtes de to ledere så igen i Wien. Derefter fulgte møder på udenrigsministerplan. Alle møderne blev kaldt ”konstruktive”. Men ingen konkrete resultater, ikke det der ligner et politisk gennembrud blev det til. I månederne efter kom det så til flere meget krigeriske udmeldinger fra den armenske regerings side. Ingen af parterne synes indstillet på at vige en tomme. Og for at gøre tingene endnu værre blev fra armensk side foreslået at ændre selve formatet for forhandlingerne, at inddrage også repræsentanter fra Nagorno-Karabakh og ad den vej markant styrke den armenske side under forhandlingerne.

Det er pure afvist, også af det internationale samfund. I begyndelsen af august gik Pashinyan endnu videre og talte for en regulær ”forening” af Armenien og Karabakh. Det skete i en tale i forbindelse med åbningen af de Pan-Armenske Lege. Farid Shafiyev, der er leder for de Baku-baserede Center for Analyse af Internationale Relationer, siger, at vi lige nu befinder os i en farlig ”post-forhandling” periode. Adserbajdan har øget bevillingerne til militæret og testet nye våben og kampformer, og det uanset voksende økonomiske problemer i landet på grund af lave priser og olie og gas.

Højreekstreme grupper i begge lande har fået mere indflydelse i takt med optrapningen af den hårde retorik. I 2016 oplevede vi de blodigste konfrontationer omkring Nagorno-Karabakh siden 1994. Faren for at det gentager sig er desværre vokset.

Om Rusland, EU og FN evner at gribe ind og genoprette fredsforhandlingerne, forekommer tvivlsomt. Der er som bekendt rigeligt at se til for det internationale samfund lige nu efter den tyrkiske invasion i det nordlige Syrien. Som i Syrien har Rusland vitale interesser på spil omkring Nagorno-Karabakh, Putin ønsker bestemt ikke krig. Han bestræber sig for at fastholde et afspændt og tættest mulige forhold til både Armenien og Adserbajdan. Som i Syrien kan Rusland blive en central aktør i bestræbelserne for at undgå blodig krig.