Mr. East fejrer 4. års fødselsdag

Illustrationsfoto: Jebulon

Kære Mr. East læser,

Mr. East har eksisteret i fire år. I denne periode har vi foreløbigt leveret 7.187 artikler om Øst- og Centraleuropa, Balkan, Kaukasus og Centralasien til vores læsere. Det er ikke så lidt. 2017 har været et godt år for Mr. East, men også et år, hvor vi for alvor er blevet mindet om, at uafhængige medier ikke har det nemt og er en kæmpe udfordring at drive.

2017 har på den positive side budt på flere nye tiltag og en fortsat udvidelse af vores aktiviteter. Mr. East Forlag udgav i maj sin anden bog, undertegnedes bog om krimtatarernes leder Mustafa Jemilev. Vi stod ligeledes for Mustafa Jemilevs besøg i København, hvor vi var med til at arrangere flere møder og medieoptræden og på den måde medvirkede til at udbrede krimtatarernes historie for danskerne. Mr. East kurser har i 2017 afholdt fire efteruddannelseskurser for Mediernes Efteruddannelse, mens Mr.East Studierejser har stået for en studietur for en dansk forening. I oktober blev Mr. East udvidet med en ny aktivitet. En månedlig podcast fra tidligere sovjetiske republikker, leveret af Jesper Hasseriis Gormsen og Anders Skærlund Petersen.

2017 var dog også et år, hvor det for alvor er gået op for os, hvor svært det er at drive et uafhængigt medie og hvor svært det er at drive et medie i Danmark. Vi har som bekendt været udsat tre gange for hackerangreb. Tre hackerangreb umiddelbart efter hinanden og i løbet af en måned, ligner ikke et ganske tilfældigt angreb og kan tyde på, at ikke alle vores læsere har en positiv holdning til Mr. East. 2017 har også været et år, hvor vi igen (for anden gang) har fået afslag på mediestøtte fra den danske stat. Begrundelsen hertil har blandt andet været, citat: “at det er tvivlsomt, om mediet i tilstrækkelig omfang har et indhold, som består af beskrivelser af danske samfunds-forhold eller har et dansk perspektiv på udenlandske begivenheder.” Hvad man betragter som et dansk perspektiv beror naturligvis på en individuel vurdering, ifølge vores beskedne holdning er Danmark en del af Europa og som sådan burde være interesseret i, hvad der foregår i resten af Europa. Her mener vi, at Mr. East dækker et område, som bliver underprioriteret i danske medier og på den måde skaber en bedre forståelse for forholdene Øst- og Centraleuropa. Det er et faktum, at ingen støtte er et problem for et medie, hvor alle arbejder gratis, og det er især et problem, da det mere eller mindre umuliggør en ligeværdig konkurrence med de danske medier som modtager mediestøtte.

Ovenstående har afstedkommet en del diskussioner hos os om Mr.Easts fremtid og hvorvidt, der over hovedet er en idé i at drive et medie, hvis drift kun er ensbetydende med mange timers gratis arbejde. Vores idealisme og klare overbevisning om, at Danmark har brug for en mere nuanceret dækning af Øst- og Centraleuropa har vundet til sidst. Mr.East vil fortsat udkomme, også i 2018. Vi planlægger endda en række nye tiltag og vil i løbet af foråret relancere Mr.East website. Jeg kan allerede nu afsløre, at vi i stigende grad vil koncentrere vores dækning om Øst- og Centraleuropa, Balkan, Kaukasus og Centralasien, altså de områder vi kender bedst. Det betyder blandt andet, at vi vil stoppe vores dækning af Tyskland. Hertil henviser vi til Uffe Gardels website tysklandheute.dk.  Jeg kan også afsløre, at Mr. East Forlag planlægger udgivelse af tre nye bøger. Den første af dem, en engelsk oversættelse af vores bog om krimtatarerne, udkommer i februar, mens to andre bøger udkommer til efteråret.

Den sidste del af min fødselsdagstale vil jeg bruge til at appellere til jer kære læsere. Hjælp os med at bevare Mr. East, vi har brug for jeres opbakning. Hjælp os med at sprede det gode budskab om Mr. East. Det kan I blandt andet gøre ved at fortælle andre om sitet, give os likes, dele vores artikler, men også ved at være aktive og debattere vores artikler. Vi vil ligeledes gerne have debatindlæg fra jer. Vi redigerer dem gerne. Flere læsere betyder mere liv på sitet, som ikke blot gør det nemmere at tiltrække flere reklamer til sitet, men også sikrer, at Mr. East fortsat er et uafhængigt medie, hvor der er plads til ALLE holdninger. Vi skelner nemlig ikke mellem gode og forkerte holdninger eller moraliserer. Vi er ikke et medie rettet til en bestem målgruppe, som kan spejle sig i mediet og få bekræftet sine holdninger til den omkringliggende verden. Mr. East bliver ved med at være 100% uafhængig af politiske eller økonomiske interesser og engagerede læsere fra begge sider af den politiske skala er den bedste måde at bevare Mr. East.

 

Ota Tiefenböck

Mr. Easts chefredaktør

P.S. Har du lyst til at støtte vores arbejde kan du enten gøre det via MobilPay (27129444) eller via bankkonto: reg. 6610 konto 4794093. Alle evt. bidrag vil blive brugt på nye artikler til Mr. East og på at gøre Mr. East endnu bedre.

Share This