Ad

Moldova vælger præsident

Katedralen i Chisinau i Moldova Foto: Ota Tiefenböck

Moldova: Den tidligere sovjetrepublik Moldova vælger søndag landets præsident for de kommende fem år. Der er åbnet 2.143 valgsteder over hele landet, 139 valgsteder i udlandet samt 42 valgsteder i udbryderområdet Transdnjestr. Mere end 3,2 millioner personer har valgret.

Valget bliver formentlig ikke afgjort i dag, da ingen af de otte opstillede kandidater forventes at opnå de nødvendige 50 procent af stemmerne. To kandidater som opnår flest af stemmerne fortsætter i anden valgrunde om 14 dage.

Det forventes at det bliver den nuværende præsident Igor Dodon samt Maia Sandu, som er opstillet for partiet Aktion og Solidaritet. Valget står som de fleste tidligere valg i Moldova mellem landets prorussiske orientering, repræsenteret af den nuværende præsident eller europæisk integration personificeret af Maia Sandu.

De otte kandidater er: Renato Usatii, partiet Vores Parti, Andrei Nastase fra Platforma DA, Tudor Deliu, opstillet af Det Liberal Demokratiske Parti, Violeta Ivanov, Shor Partiet, Octavian Ticu fra Enhedspartiet, Doris Chirtoaca fra Unirea, samt altså de to favoritter Igor Dodon som uafhængig kandidat og Maia Sandu.

Maia Sandu opfordrer på sin Facebook profil alle Moldova statsborgere i udlandet for at afgive deres stemme, da disse forventes hovedsageligt at stemme på hende og kan blive afgørende for valgets udfald.
“Hvor end du er, gå hen og stem – selvom der kan være begrænsninger i forbindelse med pandemien i visse lande, skal du stemme på valgdagen, skriver Maia Sandt.

Hendes modstander Igor Dodon opfordrer især borgerne i landet til at stemme. At stemme på ham, er ifølge ham selv en stemme på stabilitet.

“Folk vil have et ansvarligt og pålideligt lederskab, der vil overvinde de kriser, der ramte os i år. Folk stemmer i dag på en præsident, der kan klare alle landets problemer, skriver Dodon på Facebook.

1.800 lokale og 300 internationale observatører fører tilsyn med valget, som foregår under en coronakrise i landet. ota