Moldova: Plahotniuc taber magten, USA, EU og Rusland jubler

Moldovas hovedstad Chisinau Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Moldova: 8. juni underskrev Moldovas pro-russiske Socialistpartiet (PSRM), der er forbundet med præsident Igor Dodon og den pro-europæiske antioligarkiske blok ACUM (bestående af fire partier) en midlertidig samarbejdsaftale. Heri satses der på en ”de-oligarkisering” af landet. De offentlige institutioner skal renses for personerknyttet til oligarken, milliardæren Vlad Plahotniuc, der har styret Moldova siden 2015. Parlamentet har også fået ny formand. Som beskrevet tidligere i mreast.dk skal den ny regering ledes af Maia Sandu, tidligere undervisningsminister og ansat i Verdensbanken.

Ved valget i februar i år opnåede Socialistpartiet (PSRM) 35 ud af parlamentets 101 medlemmer, efterfulgt af oligarken Plahotniuc nominelt pro-europæiske Demokratiske Parti med 30 pladser. ACUM fik ved valget 26 mandater. Til trods for, at Socialistpartiet og Demokratiske Parti kæmpede hårdt om regeringsmagten, eksisterede der før valget mellem Demokratiske Parti og Socialistpartiet en stiltiende aftale om at bevare det eksisterende oligarkiske system, dvs. status quo.

Plahotniuc og hans Demokratiske Parti havde den største indflydelse. Derfor var det på forhånd ventet, at de to store partier igen ville kunne finde sammen. Men det lykkedes ikke, forhandlingerne i kølvandet på valget i februar endte uden resultat. At Socialistpartiet (PSRM) og ACUM kunne derfor danne regering uden om Demokratisk Parti skyldes, siger Kamil Calus i en analyse for det polske Center for Østsstudier (OSW) uventet opbakning fraEU, USA og Rusland, en sjældent set alliance.

3. juni var Dmitri Kozak, viceministerpræsident i Rusland og Putin’s rådgiver når det gælder Moldova, i Moldova, samme dag ankom Johannes Hahn, EU-kommisær for udvidelsesforhandlinger, samt USA’s Bradley Freden, ansat i udenrigsministeriet i Washington. Alle holdt møder med de regeringsduelige partier. Alle ønsker ro, ikke kaos i Moldova, et af Europas fattigste lande.

Præsident Dodon nåede at oprette den ny regering, men frygtede med god grund Plahotniuc’ reaktion. Rusland som EU og USA er alle interesseret i at få Plahutniuc fjernet fra magten, at bryde det oligarkiske system, derfor den sjældne alliance. Det Demokratiske Parti har naturligt nok protesteret skarpt mod regeringsdannelsen, mener at tidsfristen for etableringen af den ny regering (7. juni) er overskredet.

Regeringens levetid bliver antagelig kort. Regeringssamarbejdet er midlertidig og taktisk, frem for alt møntet på at begrænse Plahotniuc’ magt. Der skal formentlig afholdes nyvalg allerede til oktober, samtidig med lokalvalgene. Forfatningsdomstolen fratog 9. juni præsidenten (Dodon) magten og overdrog den til Plahotniuc’ tilfredshed til den hidtidige ministerpræsident (Pavel Filip) (se også tidligere artikel i mreast.dk). Kort sagt vil der herske dobbeltmagt i Moldova frem til valget i oktober.

Den ny regering er naturligvis utilfreds med forfatningsdomstolens afgørelse, der giver en tidligere allieret af Plahotniuc magt via den indsatte præsident (Filip). Den ny regering bestående af Socialistpartiet og ACUM har allerede indledt en kampagne rettet også mod præsidenten (Dodon), der er knyttet til Socialistpartiet og er på god fod med (også) Rusland.

Plahotniuc vil naturligvis gøre alt for at modarbejde den ny regering, der til gengæld satser på at ændre valgloven væk fra det blandede system til rent proportionalt valg. En sådan ændring vil skade Demokratisk Parti. Plahotniuc er ikke populær i den brede befolkning. Det store flertal ønsker forandring og opgør med oligarkiet. Plahotniuc har som sagt hverken støtte fra EU, USA eller Rusland. Derfor vil han næppe genvinde magten. Favorit til at vinde er Socialistpartiet, der står til 35-40 pct. i meningsmålingerne.

Share This