Moldovas parlament afviser en EU-venlig regering
Moldova: Parlamentet i Moldova har torsdag afvist at stemme for en EU-venlig mindretalsregering under ledelse af Iurie Leanca. Dermed er Moldova, mere end to måneder efter det seneste parlamentsvalg, fortsat uden en regering. Koalitionen bestående af Det Liberaldmokratiske Parti (PLDM) og Det Demokratiske Parti (PDM) fik kun 42 stemmer i stedet for de mindst 51 stemmer, der er nødvendige for at få flertal i det moldovanske parlament.
Præsident Nicolae Timofti vil nu udpege en ny politiker, som skal forsøge at danne en regering, enten Iurie Leanca igen, eller en anden.
Lykkes det ikke at danne en regering inden 45 dage, kan præsidenten ifølge den moldovanske forfatning opløse parlamentet og udskrive et nyvalg. EU-koalitionen vil nu ifølge moldovanske medier forsøge at forhandle med sine partnere igen i håb om at kunne danne en flertalsregering. ota