Migrantkrisen: Lukket tysk grænse giver mareridt
Migrantkrisen: Bosnien-Herzegovina kan være det næste land på migranternes kommende rute til Kroatien og videre til Tyskland og Skandinavien, skriver nyhedsserver Balkan Insight.
Kroatisk politi har anholdt tre migranter, som ankom til Kroatien via byen Bihac i Bosnien-Herzegovina og angiveligt har berettet om, at flere migranter er på vej til Kroatien via denne rute.
Den tyske kansler Angela Merkel advarer imod, at migrantkrisen kan påvirke forholdet mellem landene på Balkan og endda ende i bevæbnede konflikter, hvis Tyskland lukker landets grænse til Østrig. Ifølge Merkel er der allerede nu spændinger på det vestlige Balkan, som i værste fald kan ende i militære konflikter.
Ifølge det serbiske nyhedsbureau Beta er flere Balkan lande parat til at lukke deres grænser øjeblikkeligt, hvis Tyskland beslutter sig for at lukke sine grænser.
I Centraleuropa er man ligeledes bekymret for, at Tyskland lukker sine grænser eller opretter særlige zoner, hvor migranterne bliver tilbageholdt. Det er ifølge den slovakiske premierminister Robert Fico ”en ny sikkerhedsmæssig situation”, som de omkringliggende lande skal forholde sig til. Robert Fico opfordrer de centraleuropæiske lande Tjekkiet, Ungarn og Polen, hurtigst muligt at mødes i det centraleuropæiske Visegrad samarbejde og diskutere situationen.
”Efter at have inviteret hundredetusindvis af migranter til sit territorium, er Tyskland begyndt at diskutere oprettelse af tilbageholdelseszoner. Det kan i praksis betyde, at det vil stoppe migrantstrømmen til Tyskland, og skabe kæmpe belastning på nogle andre lande. Vi tænker, det bliver hovedsageligt Tjekkiet og Østrig, siger Robert Fico.