Migranter er Italiens nye slavehær

Migranter fra Libyen ankommer til den italianske ø Lampedusa Foto: Sara Prestianni

 

Det italienske landbrug lever i høj grad af migranter, som arbejder under slavelignende forhold – dagløn 20 euro for 10 timers hårdt arbejde, skriver ”Deutschlandfunk”

Af Michael Skovgaard

Migrantkrisen: Det store bølge af migranter fra Nordafrika er ved at vælte Italien, som har lagt pres på EU for at finde en løsning. Men store dele af det italienske landbrug udnytter migranter, som kommer over Middelhavet – Europas nye slavehær.

En 40-årig mand fra Gambia beretter således: ”det er hårdt arbejde – op til 10 timer om dagen med at høste frugt. Aflønning 1 euro pr. kasse. Man kan max. klare 25 kasser om dagen – ofte under vanskelige forhold i regnvejr og uden ordentligt fodtøj.” Flere steder bor migranterne i primitive teltlandsbyer uden ordentlige sanitære forhold, og de bliver trukket i løn for ophold og mad.

Migranter har tit intet andet valg, hvis de vil overleve, og mange rejser rundt som daglejere, alt efter hvor der er behov for arbejdskraft. Systemet går ud på, at alle møder klokken fem om morgenen på et aftalt sted, hvorefter såkaldte ”caporali” kommer og afhenter arbejdskraft. Når bilen kommer, afhentes de tre-fire mand, som løber hurtigst, og resten bliver ladt tilbage.

Det sker overalt i Italien, men især i Syditalien, som har tradition for sort arbejde og udnyttelse, skulle systemet fungere ganske effektivt. For noget tid siden forlød det således i flere italienske medier – og fra uofficielle kilder – at handel med migranter, mennesker og arbejdskraft nu er en mere lukrativ forretning for mafiaen end traditionelle kerneområder som afpresning, narko og prostitution.

Italien har netop gennemført en lov, som skal forhindre ulovlig udnyttelse af arbejdskraft. Om den bliver ført ud i livet er dog tvivlsomt, da de mange nye stillinger i statsadvokaturen endnu ikke er besat.

En statsadvokat i Kalabrien, som kun kan bevæge sig offentligt med livvagter, optrævlede således en ”slavering” for nylig, hvor lederen af et asylcenter havde formidlet beboere som arbejdskraft i samarbejde med mafiaen.

Share This