Midt i en krisetid: Europa, Tyrkiet, Rusland og det store geopolitiske spil

 

 

Forhandlinger mellem EU og Tyrkiet om en omfattende aftale med henblik på at skabe en form for varig løsning på flygtninge- og migrantkrisen er blevet udlagt sådan, at det er Ankara, som fuldstændigt kontrollerer processen over for et desperat og forfaldstruet europæisk fællesskab

Af Thomas Lie Eriksen

Med muligheden for at justere flygtningestrømmen nærmest som det passer dem, forekommer det umiddelbart, at styrkeforholdet er entydigt til tyrkernes fordel, og at dette retfærdiggør de ganske vidtgående krav, som Ankara opstiller som betingelse for at mindske strømmen af mennesker mod først og fremmest Grækenland.

Det er i særdeleshed Angela Merkel, der har været frontfigur i forhandlingerne med tyrkerne. Kansleren befinder sig under et enormt politisk pres, der ikke er blevet mindre efter den såkaldte tyske “supersøndag,” der betød stor fremgang for det højrenationale parti: AFD. Merkel er simpelt hen tvunget til at sikre en varig begrænsning i antallet af mennesker, der ankommer til Tyskland.

Merkels position forekommer dog mildt sagt noget skizofren, idet hun er meget kritisk over for de initiativer, der er udgået fra Centraleuropa og Balkan, og som netop medfører et kraftigt fald i antallet af flygtninge og migranter, der får mulighed for at rejse nordpå. Samtidig er kansleren altså villig at indgå en pagt med den autokratiske præsident Erdogan, der i øjeblikket er ved at transformere Tyrkiet til noget, der ligger milevidt fra Bruxelles og Berlins liberale verdensopfattelse. Alt i mens synes det europæiske projekt at kollapse om ørerne på den stadigt mere isolerede tyske leder. Endelig forekommer det, at Merkel har fejllæst den geopolitiske verdenssituation og dermed også overvurderet Ankaras reelle styrke.

 

Sultanen fra Ankara og den osmanniske drøm

Igennem sine efterhånden mange år ved magten er Recep Tayyip Erdoğan gået fra at være en moderat konservativ reformator, der fik gjort op med militærets omfattende magt og samtidig fik skabt en stabilitet, der muliggjorde et stort økonomisk opsving. Dette placerede Tyrkiet som en af verdens opstigende magter, til en stadig mere autokratisk og magtfuldkommen hersker, hvis pragmatiske tilgang til politik er blevet afløst af en rendyrket konservatisme, der også præger udenrigspolitikken.

I begyndelsen var Erdoğan som tidligere tyrkiske ledere orienteret mod Vesten og Europa. Forhåbningen var, at Tyrkiet skulle blive et fuldgyldigt medlem af det europæiske fællesskab og projekt. På baggrund af modvilje hos flere medlemsstater inden for EU-kredsen og problemer med at opfylde de ganske vidtgående reformkrav, der stilles til kandidatlande var der imidlertid ikke megen fremdrift i forhandlingerne om at blive en aktiv del af den europæiske klub, hvorfor Ankaras udenrigspolitiske orienteringbegyndte at skifte.

En forestilling om den åndelige genetablering af det Osmanniske Rige, hvorved Tyrkiet skulle få indflydelse i Mellemøsten, Europa, Kaukasus og Centralasien frem til Kina, begyndte at tage form hos eliten. Med udgangspunkt i fælles imperial fortid, sprog og kultur skulle tyrkerne tage kampen op mod Iran, Saudi-Arabien og Rusland om at blive den dominerende magt i de omtalte områder.

Det såkaldte arabiske forår samt udbruddet af den syriske borgerkrig kuldsejlede imidlertid det stort anlagte projekt. Lige siden er det meste slået fejl for Erdoğan og den øvrige topledelse. I den syriske borgerkrig støttede man det især sunnimuslimske oprør mod al-Assad og bragte sig dermed i et direkte modsætningsforhold til Damaskus.

Revolutionen lykkedes som bekendt ikke, og som konsekvens valgte man fra Ankaras side, hvis ikke direkte at støtte, så i hvert fald at se den anden vej, mens hundredvis af jihadister rejste gennem Tyrkiet og skabt en stor del af grundlaget for Islamisk Stat.

Som om dette ikke var nok, valgte Erdoğan for nyligt at indlede en krig mod sit eget kurdiske mindretal, med hvem der ellers var blevet ført fredsforhandlinger gennem en årrække. Årsagen til de fornyede krigshandlinger mod kurderne var en frygt for dannelse af et selvstændigt Kurdistan, en mulighed der var opstået, fordi kurderne i Syrien og Irak havde etableret et de facto selvstyre i deres områder og fungerede som nogle af de mest effektive krigere i kampen mod IS.

Erdoğan frygtede således ikke kun for sin stats territoriale integritet, men også, at et selvstændigt Kurdistan på det nærmeste ville afskære Tyrkiet fra det øvrige Mellemøsten og dermed vanskeliggøre Ankaras position yderligere. Med udfaldet mod det kurdiske mindretal hjemme såvel som i Syrien og Nordirak opstod der dog konflikter med Vesten, der netop støtter kunderne i deres kamp mod IS og andre ekstremistiske grupper. Erdoğan er imidlertid fortsat med at gøre sin position stadig mere uholdbar.

 

Tyrkiske motiver

Forhandlingerne mellem EU’s stats- og regeringschefer og den tyrkiske topledelse, der forleden blev afsluttet med indgåelsen af en aftale om tilbagesendelse af ulovlige flygtninge og migranter, var uhyre komplekse. Dels var der den sædvanlige uenighed mellem Bruxelles og Ankara, der fokuserer på menneskerettigheder og en fornyet undertrykkelse af den frie presse i Tyrkiet, dels er der imidlertid også uenighed indenfor EU-kredsen, hvor en række lande enten ikke stoler på Ankara eller har andre udeståender med tyrkerne.

Det efterlader spørgsmålet, om hvad tyrkernes forhandlingsmotiv egentlig er. Nok er der fremsat en række forholdsvis omfattende krav, der skal vise, at de europæiske stater er mere afhængige af Ankara end omvendt, men samtidig er der en reel vilje til at indgå en aftale fra tyrkisk side.

Forklaringen på Tyrkiets fornyede interesse for et tættere samarbejde med Europa skal først og fremmest findes i de tidligere omtalte begivenheder i Mellemøsten, der betyder, at Tyrkiet er blevet marginaliseret i regionen, men et andet motiv skal findes i det opgør med Rusland, som Erdoğan og co indledte i slutningen af 2015.

I flere år havde forholdet mellem Erdoğan og Putin været godt, men med Ruslands entydige opbakning til Assad-styret blev de indbyrdes relationer hurtigt forværret. I november sidste år, mens den russiske luftkampagne til støtte for regimet i Damaskus var godt i gang, skød tyrkerne et russisk jagerfly ned på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Hvad motivet til nedskydningen var, er fortsat uklart. Måske håbede Erdoğan at kunne provokere Putin til at begå en uovervejet handling, måske ønskede man sig mere støtte fra NATO, og målet med nedskydningen var dermed også at øge den i forvejen spændte situation mellem Vesten og Rusland.

 

Når en bjørn bliver vred

Hvad end motivet var, hoppede Putin ikke på limpinden. Reaktionen fra Moskva var som vanligt kold og analytisk i sin tilgang. I stedet for at indlede krigshandlinger mod Ankara og dermed NATO blev der indført økonomiske sanktioner mod tyrkiske produkter, og den militære kampagne til støtte for regimet i Damaskus forsatte ufortrødent.

Forleden overraskede Putin så den ganske verden ved at erklære, at den russiske mission stort set havde opfyldt sit formål, og at de fleste russiske tropper derfor ville blive trukket tilbage.

Igen er motiverne bag beslutningen noget uklare. Var den russiske mission lykkedes? Svigtede Putin nu Assad? Var rationalet bag Moskvas beslutning frygten for et nyt Afghanistan eventyr, eller handlede det om, at situation omkring styret i Damaskus nu var stabiliseret så meget, at det for alvor er muligt at satse på den diplomatiske forhandlingsløsning?

En fortolkning er, at en del af baggrunden for tilbagetrækningen skal findes i risikoen for, at en ny konflikt pludselig kan opstå, som kræver handling fra Moskva, og at det derfor ikke er ønskværdigt at være involveret på for mange fronter på en gang.

Ruslands konflikt med Tyrkiet ser ikke ud til at skulle fortage sig i den nærmeste fremtid. Under den russiske Syrien-kampagne indledte Tyrkiet og Saudi-Arabien et tæt militært samarbejde med henblik på en mulig indgriben i konflikten.

Med beslutningen om en delvis tilbagetrækning af tropperne fra Syrien er det lykkedes Putin at forhindre dette mareridtsscenarium, hvor situationen kunne komme helt ud af kontrol. Men hermed stopper den tyrkiske søgen efter alliancepartnere vendt mod Moskva ikke. I et nyligt afholdt topmøde med Petro Porosjenko erklærede Erdoğan således, at Tyrkiet ikke har anerkendt og aldrig vil anerkende Ruslands annektering af Krim.

Derudover var der entydig opbakning til Ukraine fra Erdoğan, som samtidig rejste spørgsmålet om behandlingen af den lokale tatarbefolkning på Krim. Netop i spørgsmålet om krimtatarerne er der forlydender om, at tyrkerne ønsker at støtte nationalistiske og separatistiske grupperinger på halvøen i et oprør mod russerne.

Kreml holder sig dog heller ikke tilbage i opgøret med Ankara. I februar blev det således besluttet, at det syrisk-kurdiske parti PYD får tilladelse til at åbne et repræsentationskontor i Moskva som det første sted i verden, en beslutning som må få alarmklokkerne til at ringe i Tyrkiet. PYD er nemlig tæt forbundet med Kurdistans Arbejderparti (PKK), med hvem Tyrkiet har ført en blodig konflikt gennem mere end 30 år.

I en artikel i tidsskriftet The National Interest argumenterer den amerikanske forsker Michael A. Reynolds for, at etableringen af et selvstændigt Kurdistan måske vil blive Moskvas ultimative hævn over Ankara. Og der er ikke bare tale om tilfældigheder. Den russisk-kurdiske forbindelse går så langt tilbage som til 1700-tallet, hvor Katarina den Store skabte kulturelle såvel som politiske bånd til kurderne i forbindelse med rivaliseringen mellem det osmanniske og persiske rige og det russiske imperium.

Der findes således vægtige geopolitiske, kulturelle og historiske bevæggrunde for det fornyede opgør mellem Ankara og Moskva. Hvad der i denne situation er afgørende, er at Europas ledere holder hovedet koldt og ikke lader sig inddrage i en konflikt, der ikke vil bringe kontinentet andet end yderligere kaos og lidelse. Samtidig må de europæiske regeringschefer, herunder ikke mindst Angela Merkel, holde sig Tyrkiets pressede situation for øje og dermed danne sig et realistisk billede af den modpart, som Europas skæbne i øjeblikket synes at afhænge så meget af.