Menneskesmuglere markedsfører Finland som ny indgangsport til EU

Illustrationsfoto- Help Refugees

Af Michael Skovgaard

Migrantkrisen: Efter de strenge grænsekontroller og hegn mellem Hviderusland og Polen og de baltiske lande har menneskesmuglerne tilsyneladende opgivet at sende migranter fra Mellemøsten via de hidtidige ruter. Nu satser de åbenbart på passage fra Rusland via Finland og videre ind i EU. Det har den finske efterretningstjeneste bekræftet.

Siden midten af november har menneskesmuglere markedsført grænsen mellem Rusland og Finland som bedste mulighed for at komme ind i EU. Det fremgår af en vurdering fra analysefirmaet Semantic Visions, som har undersøgt og analyseret flere arabiske og kurdiske fora på Facebook og andre sociale medier.

Lederen af firmaet Monica Richter siger dog, at det er for tidligt at fastslå, om den nye rute vil blive en realitet. Det finske efterretningsvæsen SUPO følger udviklingen og mener ikke, at Rusland vil agere ligesom Hvideruslands diktator Lukasjenko, som målrettet importerede migranter og sendte dem videre.

Den finske indenrigsminister Maria Ohisalo har tidligere bebudet, at Finland vil lukke grænsen, hvis Rusland skulle ty til samme metoder som Lukasjenko.

Men Mikko Lehmus, som er øverste chef for grænsebevogtningen, har udtalt, at det nok vil blive vanskeligt at lukke Finlands lange grænse mod Rusland effektivt af.

Andre eksperter peger på, at Rusland måske vil indlede en form for hybridkrig mod Finland og EU med migranter som våben, hvis forholdet mellem Rusland og EU forværres yderligere som følge af situationen i Ukraine.

Share This