Måske EU-sanktioner mod Georgiens uformelle leder

Bidzina Ivanisjvili Foto- Saeima

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Georgien: Netop som Georgien venter på svar fra Bruxelles på sin ansøgning om at opnå kandidat status vedtog Europaparlamentet en resolution, hvori det kræves ”overvejet” at indføre sanktioner mod Georgiens milliardær Bidzina Ivanisjivili, der er den uformelle leder af regeringspartiet Georgiens Drøm. Han beskyldes for via sine forretningsforbindelser at have haft for tætte relationer til Rusland. Dertil kommer kritik af den georgiske regerings ret så forsigtige linje under krigen i Ukraine.

Forholdet til Ukraine blev yderligere belastet efter fængslingen den georgiske eks-præsident Saaksjvili.. Den georgiske regering afviser beskyldningerne. Formanden for Georgiens Drøm, Irakli Kobakidze mener, nok ikke uventet, at Europaparlamentets resolution er fyldt med ”unøjagtigheder og løgne”. Det er sørgeligt, at parlamentet i den grad lader sig styre af ”fake news”.

På internationalt plan er meningerne delte. ”Transparancy Georgia” peger på Ivanisjvili´s forretningsforbindelser til Rusland. Den kendte Kaukasus analytiker Thomas de Waal derimod mener, at anklagerne om agentvirksomhed fra Ivanisjivili side er ”nonsens”. Ivanisjivili har primært ”transaktionelt” syn på geopolitik. Hans linje over for Kreml har primært været styret ud fra forretnings/business interesser. Det samme gælder Tysklands tidligere kansler Gerhard Schröder. Der har også i Europaparlamentet været foreslået at rette sanktioner imod ham. Men i demokratier må der vel være ret til at indtage ”ukorrekte” standpunkter.

Oppositionen i Georgien bakker ikke unaturligt op om Europaparlamentet, har formentlig bag kulisserne arbejdet for at få den omtalte resolutionen vedtaget. Under alle omstændigheder har sagen om Ivanisjivili skadet Georgiens muligheder for at opnå EU-kandidatstatus, hvilket den georgiske regering som bekendt har anmodet om. Spørgsmålet om kandidatstatus for Ukraine, Moldova og Georgien afgøres inden for kort tid. Inden da vil Kommissionen have offentliggjort en ”opinion” gående på, hvor langt de tre ansøgerlande opfylder EU’s optagelsesbetingelser sådan som de er formuleret i Københavner kriterierne. 

Share This