Luther King og Lippmann, budskaber fra to ”restrainers” fra fortiden, der bør inddrages i dag

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Under den ”nye iskolde krig” er (mis)brug af historien, også kaldt historiepolitik, nærmest blevet hverdagskost. ”Restrainers”, der maner til tilbageholdenhed og ”hardliners”, dem der ønsker sejre på slagmarken, henviser flittigt til og bruger historien. Det er typisk bestemte begivenheder og/eller historiske personer, der bliver henvist til. Målet er opnå større opbakning til egne synspunkter i dag. I ”Responsible Statecraft” henvises der i to personer, der under den gamle kolde krig i høj grad evnede at påvirke den internationale dagsorden, væk fra krig og i retning af ”restraint”, forstået som en større satsning på diplomati, mægling og konfliktløsning. Den type henvisninger til historien er sjældne i en tid, hvor ”hardlinere” er i offensiven. De to er borgerretsforkæmperen Martin Luther King (1929-1968) og Walther Lippmann (1889-1974), journalist og publicist og blandt de første til at benytte udtrykket ”kold krig”. Martin Luther King kæmpede ikke alene for de sortes rettigheder. Han var også kritiker af USA’s krig i Vietnam og havde i den forbindelse en fin forståelse af sammenhængen mellem amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik. 4. april 1967, nøjagtigt ét år før han blev dræbt, holdt han ud for River Side Church i New York sin berømte tale imod Vietnam krigen. Luther King stod for ikke-vold både hjemme og over for udlandet. Iflg. Luther King var Vietnam-krigen ikke og den ville heller ikke i fremtiden være et isoleret tilfælde, tværtimod almindelig være praksis i den amerikanske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han forudså nye fremtidige amerikanske militære indsatser i flere lande rundt om i verden. De lande han nævnte blev ikke alle ramt efterfølgende, men det blev en del andre lande til gengæld. Luther Kings forudsigelse har kendetegnet USA’s udenrigspolitik også i de senere år. Stockholm fredsforskningsinstitut nåede således frem til, at USA alene mellem 2017 og 2021 leverede våben til over halvdelen af verdens lande, til 103 i alt. Det tal er næppe faldet siden. Ét af flere afskrækkende eksempler på det seneste, siges det i artiklerne, er våbenleverancerne til Saudi Arabien og støtte til dette lands krig i Yemen, som har kostet omkring 400.000 mennesker livet. Omkring krigen i Ukraine har spørgsmålet ikke været at støtte Ukraine, men i hvor vid udstrækning der skal leveres henholdsvis defensive og offensive åben til det ukrainske militær. Biden talte ved sin tiltræden om ”diplomacy first”, men praksis har været en anden. Det amerikanske globale engagement, troen på globalt liberalt hegemoni, har ikke vundet større folkelig opbakning. ”Pew Research” nåede i en større tvær-lande undersøgelse frem til, at andelen af personer, der ser USA som en trussel mod freden mellem 2013 til 2018 steg fra 25 pct. til 45 pct. ”Restraint” (tilbageholdenhed) bør iflg. fortalerne gælde for alle større magter, ikke blot Rusland og Kina, også USA. De 858 mia. dollar der i år skal gå til militær, herunder atomvåben, vil udgøre skønsmæssigt 50 pct. af USA’s” samlede budget (”discretionary budget”). 

Walther Lippmann var en af de mest magtfulde og indflydelsesrige journalister i det 20. århundrede. I dag har vi ikke mange af hans kaliber. Lippmann blev ihærdig fortaler for ”restraint” (tilbageholdenhed) i amerikansk udenrigspolitik. I sine yngre dage, under 1. verdenskrig, havde han tjent som rådgiver for daværende præsident Woodrow Wilson og støttet den aktive udenrigspolitiske linje, liberal intergovernmentalisme, udbredelse af amerikanske værdier overalt i verden. Senere opgav han støtten til den ideologi, ja kritiserede den skarpt. Han overtog i stedet den realistiske skoles synspunkt gående på, at alliancer, interessesfærer og aktivt diplomati og en modus vivendi mellem de to daværende supermagter, USA og Sovjetunionen, var det rigtigste, er ”imminently proper”. Lippmann kritiserede skarpt den amerikanske inddæmningspolitik (”containment”), lanceret af George Kennan lige efter udbruddet af den (gamle) kolde krig. Ideologi, mente han, blev sat alt for højt i forhold til sikkerhed. Kennan skiftede selv holdning, ganske som Lippmann havde gjort det i sin tid. Nu roste han Lippmann og erkendte, at inddæmningspolitikken førte til militarisering, ikke til sikkerhed og retfærdighed. ”Restraint”, satsning på diplomatiske løsninger er et bedre alternativ, eller sagt med Lippmanns egne ord, ”for a diplomat to think that rival and unfriendly powers cannot be brought to settlement is to forget, what diplomacy is about”. Peter Bahns bemærkninger i ”New Times” om at påstande om Rusland som en ”pariah stat” og en ”teorrorstat” fra selv amerikansk side stemmer meget godt overens med Kennans gamle standpunkter. Som Lyndon B. Johnson under Vietnam krigen, er Joe Biden blevet ført frem af ”høge” inden for hans egen administration, folk i hans eget parti og af flere medier. Lippmann kom i sin tid til at betale en høj pris for sine selvstændige holdninger. Han blev fortiet og forbigået. Det kender vi kun alt for godt i dag, hvor folk med ikke-mainstream holdninger må lide samme skæbne.

”Restrainere” stod stærkere før den russiske invasion af Ukraine. Efter 24. februar 2022 har der været flere fredsforslag på bordet, men de er blevet afvist af ”hardliners”. Efter den ukrainske erobring af byen Kherson blev der fra Frankrig, Tyskland og USA endnu engang opfordret til våbenhvile og forhandlinger i Ukraine og med inddragelse af FN. Heller ikke forslag herom lod sig gennemføre.